Direktøren for Danske svineproducenter, Hans Årestrup er en af denne sides flittigste læsere. Han har nu reageret med en mail, fordi han vil have kritikken af opgørelsesmetoden af antallet af svin modificeret. Men direktøren er fuld af beundring og også enig med sickpigs.dk på nogle områder. Vi bringer herunder direktørens mail fra d. 30 dec. 2010 i uredigeret form.
Kære Knud Haugmark
Jeg beundrer din flid, selv om jeg sjældent er enig med dig. Af hensyn til debatten vil gerne gøre opmærksom på en misforståelse som har sneget sig ind.
Flytteregistret registrerer antallet af flytninger det har du helt rigtigt forstået, men CHR-registret angiver antallet af dyr på stald.
Du nævner et eksempel med en som har 1500 svin, men som har solgt over 5000. Det kan sagtens være rigtigt da man typisk sælger 3,5 – 4 slagtesvin pr stiplads, da deres opholdstid i stalden er 12 til 16 uger.
For smågrise gælder det at deres opholdstid kun er 8 uger, så dit andet eksempel med ham som har 2600 smågrise og som sælger 15000 er også helt realistisk og kan sagtens være reelt.
Jeg er helt enig med dig i at det er utilsfredstillende med over 600 som er kommet på listen selv om man ikke har styr på deres forbrug. Vi har fået en del meddelelser fra landmænd og dyrlæger hvor noget er dobbeltregistreret. Der kan sikkert også være noget der gå den anden vej, men datakvaliteten er ikke imponerende. Specielt ikke når du og andre bruger det som en gabestok.
Godt nytår.
Med venlig hilsen / Best Regards / Mit freundliche Grüsse
Hans Aarestrup
Direktør/Director/Geschäftsführer
Danske Svineproducenter
Kilde/link