citat fra denne blog: http://blogs.jp.dk/politiskkrabask/2010/12/28/respekt-for-landbruget/
E Pedersen, Horsens |
Man skulle tro, at Peter Nedergaard har en præference i landbruget. PN ønsker respekt for landbrugserhvervet uanset om landbruget drives på et fornuftigt grundlag eller ej. Man kan respektere den ubestrideligt høje faglige dygtighed, der generelt hersker i landbruget, men man kan ikke have respekt for det økonomiske grundlag erhvervet hviler på og drives på. Hvis øvrige virksomhedstyper i Danmark blev drevet på samme basis, ville vi meget hurtigt få brug for hjælp udefra og vi ville meget hurtigt få en forhenværende banksektor.
Hvor man i andre grene af erhvervslivet forkaster investeringer, der har en længere tilbagebetalingstid end 5 år, investerer man gladeligt derude i landbruget kun med den forudsætning, at går den så går den. ” Alle ved jo f.eks., at jordpriserne stiger”, så det får så lov til at blive forudsætningen for investeringen i jordkøb, svinestalde, kvægstalde, etc., man optager lån i schweitzerfranc, banker, Euro, m.v., der ikke har en chance for tilbagebetaling, hvis f.eks. jordpriserne i stedet falder. Når så kødpriser falder, jordpriser falder, lånevaluta stiger, ja, så forklares det med ”uheldigt indtrufne omstændigheder”, finanskrise, etc.
Måske skulle man stilfærdigt bemærke, at det ikke i de sidste 10 år har været muligt at drive landbrug med indtjening, endsige overskud i driften? Også før finanskrisen i 2008?Det, der har holdt hjulene i gang, er EU tilskud, d.v.s. socialhjælp i et omfang, som ingen andre virksomheder kommer blot nogenlunde i nærheden af.
I dag opfatter landbruget det, som om landbrugsstøtten er noget nærmest grundlovssikret, noget man har ret til og som noget, der sikrer penge i kassen til at betale banker og valutalån med foruden underskud på driften.
Hvad er da det egentlige problem og årsag til den næsten lallende optimisme, der ligger til grund for ønskerne om yderligere investeringer hos og i landbruget?
Først og fremmest er grunden vel, at de fleste landbrugere udelukkende er landbrugsfagligt uddannet og næsten må være økonomiske analfabeter uden evne til at se fornuften eller ufornuften i en mulig investering. Dernæst er der vel også tale om en helt uantagelig amoralsk blindhed overfor kendsgerninger blandt bankfolk, kreditinstitutioner og landbrugets egne økonomer. Det er jo netop disse mennesker, der med deres økonomiske indsigt burde have vejledt de fagligt dygtige, men generelt økonomisk ukyndige landbrugere bedre i investeringssammenhæng. Og her i langt større omfang have sagt stop for investeringer, simpelthen fordi investeringen er langt mere præget af russisk roulette – med 5 patroner i tromlen i seksløberen – end af mulighed for et gunstigt udfald.
Den nye form for roulette kunne måske passende kaldes dansk roulette.
Hvem betaler så prisen for dette? Ja, det gør landbrugsfamilien såmænd…
I det mindste burde enhver nogenlunde ædru økonom kunne sige sig selv, at jord ikke må koste mere, end at man kan tjene penge på at drive den som landbrug. Når så dertil kommer, at man i årevis har kunnet købe rigtig god jord i østeuropa til en tiendedel af prisen for dansk jord, at man kan drive landbrug i Tyskland langt nemmere og billigere end i Danmark, ja så skriger det til himlen.
At sætte de landbrugsfaglige organisationer, banker og kreditforeninger til at rådgive landbrugere, er som at sætte ræven til at vogte gæs – svage og forsvarsløse gæs.
Hvad landbrugeren har brug for, er uvildig rådgivning, så landbrugsfamilien i det mindste kan få viden om, hvad en mulig investering vil medføre. Som det er nu, har vi ikke set de sidste ulykker med rådgivere som klar årsag.
Analfabetisme eller ej, man kan ikke have respekt for et erhverv, der drives på et så okkult og luftigt grundlag.
