ForsideLederLeder: Sluk respiratoren

Leder: Sluk respiratoren

-

Bragt i Berlingske Tidende | 06.01.2011

Landbruget er færdigt

At landbruget er et dyrt bekendtskab for det offentlige, er en kendt sag. 62 procent af indtægterne er støtte og alligevel kan landmændene ikke få det til at løbe rundt.

Skattelettelser i milliardstørrelse, toldmure, billig østeuropæisk arbejdskraft kamoufleret som »praktikanter«, nedsat dyrlægekontrol, afsætningsgarantier til høje priser og positiv særbehandling over for miljøkrav har heller ikke kunnet redde det døende erhverv.

Svineavler Bjarne Larsen fra Hejnsvig forlanger i Jyske-Vestkysten 2. januar, at »bankerne tager de nødvendige tab«, altså at landmændene tørrer deres astronomiske gæld af på andre bankkunder.

Udbrydergruppen, »Bæredygtigt Landbrug«, der består af landets største jorddrotter, indrykkede en helsides annonce i Berlingske, hvor de indrømmer, at de absolut ikke er økonomisk bæredygtige.

Storbønderne truer som ægte mafiosi med at rive 180.000 arbejdspladser med sig i deres »kollaps« og lægge Udkantdanmark øde. De glemmer at fortælle, at de »dygtige« danske landmænd trods stadig stigende tilskud har givet milliardunderskud i et helt årti, samtidig med, at der sprøjtes og gødes mere intensivt end i noget andet land i verden.

Landbruget står foran et kollaps. Det er uundgåeligt, for der er grænser for hvor længe samfundet skal finansiere bøndernes forbrugsfest og uansvarlige, urentable drift. Staten må nødvendigvis overtage gældsforpligtelserne, men til gengæld skal de danske bønder omskoles og aflevere deres jord og retten til at drive den for evigt. Vi kan ikke holde til endnu en nedsmeltning af et erhverv, der har ligget i respirator alt for længe. Det er på tide at slukke.

Knud Haugmark Skelhøjvej 25C 2800 Lyngby. 

Det mener sickpigs.dk