Uddrag af dioxinrapporten fra DMU.
Formålet med undersøgelsen har været at konstatere om komælk er påvirket af lokale, regionale, nationale eller internationale kilder til dioxinforurening. Der er indsamlet 42 prøver fra enkeltbesætninger fordelt landet over efter en plan, som følger antal køer i de enkelte amter. Mælken er analyseret for dioxin og coplanar PCB i en screenings undersøgelse. Resultaterne viste generelt et meget lavt indhold af dioxin i komælk, men 6 resultater lå over EUs indgrebsværdi på 2 pg/g fedt WHO-TEQ (dvs. WHO’s toksicitets ækvivalenter som anvendes til fødevarer og humane værdier, og som adskiller sig noget fra I-TEQ), heraf lå 3 resultater over EUs grænseværdi på 3 pg/g fedt WHO-TEQ. For at verificere dette blev de suspekte prøver gen-analyseret på DMU og kontrolanalyseret på Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning, der er nationalt referencelaboratorium på fødevareområdet. Men ingen af deres resultater lå over indgrebsværdien. Overskridelserne kunne således ikke verificeres, og de høje resultater må betragtes som outliers. I de øvrige resultater, som havde et gennemsnit på 1 pg/g fedt WHO-TEQ, var der ingen statistisk signifikant sammenhæng mellem niveau i mælk og geografisk placering. Ej heller kunne spores nogen indflydelse fra lokale kilder. Endelig var der ingen statistisk konstaterbar indflydelse af kvægrace eller af om driftsformen var traditionel eller økologisk.
Kilde/link