Aktindsigtsbegæringer i databaser med miljøoplysninger er hidtil strandet på, at myndighederne har forlangt, at offentlighedslovens identifikationskrav var opfyldt. Selvom det strider med både Miljøoplysningsloven, Bekendtgørelsen om aktiv formidling af miljøoplysninger og sund fornuft har især Fødevareministeriet stået fast på, at de kun vil udlevere data fra en database med miljøoplysninger, hvis man kunne identificere en ”sag”, hvilket jo ikke giver mening, når der for eksempel er tale om medicineringsoplysninger for husdyr eller oplysninger om afgrøderne på den danske agerjord i en årrække.
Men nu har i første omgang FødevareErhverv skiftet opfattelse. Det sker efter at ombudsmanden i en sag om aktindsigt i bl.a. brakarealerne og støtten til dem har undersøgt forarbejderne til lovene Herudfra afviser han at FødevareErhvervs kan bruge offentlighedslovens identifikationskrav på miljøoplysningsloven al den stund, at offentlighedsloven gælder for sager, mens miljøoplysningsloven gælder for data. FødevareErhverv har ellers været helt ude i hjørnerne for at finde på juridisk belæg for deres hidtidige opfattelse, men nu mener de altså, at identifikationskravet er opfyldt, hvis man kan angive hvilke data, man ønsker aktindsigt i i deres helhed og altså ikke eksempelvis med navne på enkelte personer i databasen. Det ligner et fremskridt, men der er i virkeligheden tale om, at myndighederne lige som i sagen om de statsløse palæstinensere, bevidst har forvaltet ulovligt. Allerede for flere år siden fik alle amter pålæg om, at indrette deres forvaltninger, så Århuskonventionens udvidede aktindsigtsregler kunne imødekommes. Det skyldes netop, at identifikationskravet bortfaldt, når det gælder indsigt i databaser.
Jeg ser dog ikke problemet som et juridisk fortolkningsspørgsmål. FødevareErhvervs tolkning er som nævnt uholdbar, hvilket juristerne har været klar over. Men ved stædigt at fastholde tolkningen har ministeriet opnået at forsinke sagen i klagesystemet i indtil nu tre år. FødevareErhverv agerer ikke som forvaltningsorgan for loven, men tvært imod som hindring for, at borgernes lovfæstede rettigheder kommer til udtryk. Ministeriet obstruerer loven og parallellen til praksis i Integrationsministeriet er slående. Begge steder lykkedes det med krav om undersøgelser hos andre myndigheder at trække sagerne i langdrag så de ikke fandt den afgørelse, loven tilsigter til borgernes fordel.
Vi har altså en regering, der forvalter loven, så befolkningens rettigheder krænkes.
Knud Haugmark
