Chefredaktør Poul Erik Thomsen forsøger på lederplads den 26. marts at imødegå bl.a. mine angreb på landbrugserhvervet, men i stedet for saglige argumenter m Thomsen må ty til besværgelser som at landmænd er ”vindere”, at vi ikke kan undvære eksportindtægterne og at vil dø af sult, hvis ikke vi har landbruget. Næsten skingert påstår han eksempelvis, at landbruget skaffer næsten 150.000 arbejdspladser. Intet er mere forkert. Opgørelsen, som jeg udmærket kender, omfatter bl.a. samtlige dyrlæger i Danmark, ansatte i Royal Greenland – på Grønland – og i den danske chokoladeindustri, samt alle mulige andre, der ikke har med landbruget at gøre. Postulatet er, at eftersom landbruget producerer nogle af råvarerne til ”fødevareklyngen”, eller aftager nogle af produkterne, så kan landbruget også tage hele æren for alle arbejdspladserne. Det er noget vås.
De danske slagterier kan udmærket slagte svin fra Sverige eller Tyskland, hvis de er konkurrencedygtige, og Arla kan udmærket lave ost af polsk eller estisk mælk. Råvarer kan købes på det frie marked. De danske bønder er åbenbart ikke i stand til at konkurrere på eksportmarkederne, for svinekødet sælges nu på tiende år med milliardtab. Den eksport undergraver ikke bare bøndernes, men hele samfundets økonomi, for underskuddet skal finansieres med kreditter, som landmændene ikke kan betale tilbage. Ellers havde de jo nok ikke oparbejdet historiens største gældsbjerg på over 350 mia. kroner. Det klinger derfor hult, når chefredaktøren fordrer, at ”der skal ryddes op i en alt for stor gæld”, og spørgsmålet melder sig: for hvis penge?
Landbrugserhvervet opfører sig stadig oftere som en glubsk græshoppesværm, der slår vilkårligt ned og ødelægger store værdier. Senest blev egenkapitalen i Andelskassen Sydjylland offer, for landbruget gjorde i 2010 et indhug i egenkapitalen på over 70 mio. kr. Det er kun begyndelsen. Kommunale kasser, energiforbrugernes sparepenge og pensionskassernes milliarder står som de næste på landbrugets spiseseddel.
Hvor mange hundrede milliarder skal bankkunder, skatteydere og andre ordentlige mennesker smide efter den rygende ruinhob, som de udygtige, uansvarlige og asociale bønder selv har brændt ned? Landmændene skal afvikle deres underskudsproduktion, sælge alt af værdi, få sig et almindeligt job og så komme i gang med at høvle gælden af, for selvfølgelig skal de selv betale den. Alt andet vil være en helt uacceptabel belønning af uansvarlig adfærd. Bare spyt i næverne og tag fat, ingen har taget skade af at bestille noget, og det er meget sundere end at sidde og pive over verdens urimeligheder!
Thomsen blander æbler og pærer, når han sammenligner indtægterne fra salg af landbrugsprodukter og fødevareindustri med udgifter til hospitaler og sundhedsvæsen. Man kan ikke sidestille privat og offentlig økonomi på denne måde, men det er afslørende, at landbruget forsøger at pynte sig med lånte fjer fra industriens salg. Landbrugets vigtigste bidrag til sundhedsvæsenet er resistente bakterier.
Landmændene gjorde det helt store kup, da skatteydernes tilskud begyndte at flyde ned i bøndernes lommer med EU medlemsskabet i 1972. Ejendomspriserne steg eksplosivt, og hvem skummede fløden på disse samfundsskabte værdistigninger, når ejendommene efterfølgende blev handlet? Det gjorde bønderne selv. Selvom man normalt ikke kan sælge sin nabos malkeko og stikke pengene i lommen, så malkede landbruget i kraft af disse værdistigninger samfundet for et astronomisk beløb. Det er aldrig gjort op, men andrager langt mere end den gæld, som landbruget har stiftet, fordi det har investeret vildt i en urentabel, animalsk produktion. Og derfor sidder der rundt omkring i provinsbyerne stenrige eks-bønder som kan leve fedt og sorgløst resten af deres dage uden at lave andet end at hæve renterne af formuen.
Landbrugets nettobidrag til samfundsøkonomien er på 2-3 % og belastningen af miljøet med gifte, heraf en betydelig del kriminelt indsmuglede, forbudte stoffer, har aldrig været større. En pulje af gifte ligger som en tikkende bombe under vores hidtil enestående rene drikkevand. Det tager årtier før giftene når grundvandet, men så er skaden uoprettelig. Hvem skal så betale? Næppe landbruget, som altså trods milliardstøtte som rigtige mafiosi endda forlanger beskyttelsespenge for drikkevandet og som tak nægter at skære ned i belastningen med næringsstoffer, der ødelægger livet i søer og de indre farvande.
Chefredaktøren spiller sultkortet, når han stiller spørgsmålet: ”Hvor skal bøffen komme fra?” Bøffer er noget at det mest miljøbelastende, man kan spise. Ud over at en ko leverer samme klimabelastning som en mellemstor Audi, kræver den 16.000 liter vand for at producere et enkelt kilo kød. Plus mange kilo importeret soyafoder forstås. Så vi skal nok skære ned på bøfferne, og det går fint. Jeg har ikke sat tænderne i det blodige stads i fyrre år.
Men i øvrigt kan bare 16% af landbrugsarealet forsyne befolkningen med mad nok. Lad resten overgå til staten og springe i skov og hede. Så bliver luften også meget bedre ude på landet.
Om landbruget skal kaldes en kræftbyld, en parasit, en gøgeunge eller en blodsugende vampyr er nok en smagssag. Men Thomsens falske argumenter og forherligelse af fordums storhed holder ikke. Den snak må han længere ud på landet med.
Kilde/link
