En kronik fra 2002, som nok tåler en genlæsning: Danmarks asociale landbrug.

Det forlyder fra tid til anden, at man vil ofre flere penge på imagepleje inden for landbruget. Jeg tror det skyldes, at landbruget i dag er den største miljøsynder i Danmark overhovedet, og at landbruget hverken har vist evne eller vilje til forbedre sig her. Rundt regnet tilføjer landbruget Danmark 1000 tons nitrat om dagen. Året rundt. Også juleaften. Det kan naturen ikke tåle og i hele landet er der sket uoprettelige skader på grundvand og værdifuld natur. Visse naturtyper i Ribe Amt vil være ikke eksisterende inden for et kort årrække på grund af nitratregnen, som især stammer fra amtets mange husdyr.
Alligevel tillader Ribe Amt udvidelser af husdyrbrug maskinelt. Man lader som om, at problemet ikke eksisterer, selv om enhver kan se eksempler på okkerforurenede vandløb, algebefængte søer og heder, der groet til i tæt græs med brombær, gederams og andre såkaldt nitrofile planter. Vadehavet modtager hvert år ca. 10.000 tons nitrat, – alt for meget for en så sart naturtype, som vi i øvrigt har internationale forpligtelser over for.
Naturens forarmelse viser sig bl.a. derved, at der i disse år vokser en generation op, som aldrig vil vide hvordan en rigt blomstrende grøftekant ser ud. Dette skyldes også landbrugets overforbrug af gødning.
Svinebrugene bliver stadig større. Dermed påføres de omkringboende ubehagelige lugtgener, men landbruget vasker hænder med frasen om, at “man da må finde sig i, at der lugter lidt ude på landet”. Ja tak, men utålelig svinelugt hele døgnet, skal man altså ikke finde sig i, men det synes altså svineavlerne. Det nye forslag til afstandskrav lemper reglerne, så endnu flere vil stå værgeløse overfor en skruppelløs svineavlers udvidelsesplaner.
Her på egnen har en enkelt af slagsen gjort mindst 4 ejendomme ubeboelige og/eller uomsættelige og snart vil han belaste miljøet for en halv snes andre sagesløse, når han åbner svinefarm på sin 4. gård. Men den adfærd, der ikke er enestående – der er mindst ti landsbyer, hvor befolkningen er stavnsbundet på grund af svinestank – er det ikke så underligt, at landbruget får imageproblemer. For det er et groft overgreb på de omkringboende, og landmændene fastholder med forældede afstandskrav deres ret til at gøre det. Det er hensynsløst og asocialt. Og det kan ingen imagepleje ændre ved.
Landbruget pynter sig ofte med, at det henter mange valutakroner hjem til fædrelandet. Men beløbet bliver en stadig mindre del af den samlede eksport og prisen – miljøbelastningen af pesticider og 55 millioner tons gylle – er højere end i noget andet eksporterhverv. Samtidig er landbruget en betydelig udgiftspost for det offentlige. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der tilføres landbruget fem gange mere i tilskud, end der kommer ind i skat. Andre siger, at det er ti eller femten gange mere.
Og hvis man indregner de afledte omkostninger, som landbruget forårsager til for eksempel vandmiljøplaner, okkerensningsanlæg, naturgenopretning, tab for fiskeriet, forskning og den kolossale administration af ca. 200 forskellige støtteordninger, så var Danmark – bortset fra de 2 % og stadig færre landmænd – måske bedre stillet helt uden landbrug. Sidste salgsdag for den profitstyrede rovdrift, som landbruget står for i dag, er for længst overskredet. Det er der nok bevis for. Det samme gælder landbrugets selvbestaltede rolle som “naturforvaltere”. En langt større ekstensivering kunne pege i retning af egentlig bæredygtighed. Hermed ville meget være sparet, fordi naturen så ikke skal “genoprettes”, simpelthen fordi den får lov til at overleve.
Jeg ved godt, at mange velvillige landmænd føler sig lammet af et system af regler og tilskud og ivrige konsulenter. Men ingen kampagne kan rette op på landbrugets blakkede image, uden at landmændene selv og af egen drift påtager sig et langt større socialt og miljømæssigt ansvar. Forudsætningen er et oprør fra landmænd, som ikke frygter mobning og social udstødelse, som jeg har set eksempler på. For eksempel måtte to venstremænd i en landkommunes tekniske udvalg stille til skideballe i landboforeningen, fordi de havde øffet lidt over en miljøgodkendelse til et gigantisk kvægbrug.
Selv om der er indført lovgivning, der skulle begrænse landbrugets uheldige indflydelse, lykkes det gang på gang med snedige dispensationsregler eller rummelige overgangsordninger landbruget at sno sig uden om. Derfor halter landbruget langt efter husholdninger og industri, når det drejer sig om begrænsning af nitrat og fosfatforureningen, som det nu næsten udelukkende er ansvarlig for. Og selv om landmænd bryder for eksempel miljøloven, har det sjældent konsekvenser. Jeg kender således flere eksempler på sådanne lovbrud, der har skaffet landmanden en milliongevinst, som han minsandten fik lov at beholde, da sagen kom frem. En pibende henstilling om at få forholdet lovliggjort, og en næsten krybende forvaltning banede vejen herfor.
Så længe disse forhold hersker inden for dansk landbrug – og forvaltning -, vil imageproblemet bestå. Det kan ingen nok så snedig kampagne lave om på.