Danmarks Naturfredningsforening har en meget løs og uforpligtende målsætning for, hvordan miljøet skal forbedres med indførelsen af økologisk drift i landbruget. Foreningen bruger ubestemte ord som "mindre" og "mere" men angiver ikke hvor meget "mere" eller "mindre".
For eksempel skriver DN i en pjece om økologi bl.a:
Målet er et 100 procent økologisk landbrug. (…)
-
30 procent mere biodiversitet på de økologisk drevne arealer.
-
Mindre udvaskning af kvælstof (gødning, red.) fra kvægbrug.
-
Mindre CO2-udledning pr. hektar.
-
Bedre klimatilpasning med større binding af kulstof i jorden.
-
Mindre husdyrproduktion.
At der for eksempel kommer "30 procent mere biodiversitet" er ingen garanti, for det skal antagelig ses i forhold til konventionelt landbrug, der stort set slår alting ihjel, undtagen afgrøden. At ” CO2 udledningen bliver mindre pr. hektar” tager ikke hensyn til, at Danmark er verdens mest landbrugsplagede land.
DN bør lægge sig fast på entydige mål for biodiversitet og forurening i stedet for at lægge sig i halen på et ikke rentabelt og stærkt subsidieret økologisk landbrugserhverv, der kun udgør 7 procent af landbrugsarealet og endda har været i tilbagegang siden 2006.
Cand.jur. Trine Balskilde Stoltenberg forsker ved Aarhus Universitet i gennemførelsen af EUs habitatdirektiv. Hun mener, at en reduktion på 2/3 af landbruget er nødvendig for, at vi kan opfylde vore internationale forpligtelser. Uden store arealer, der henligger i naturtilstand får vi altså ikke biodiversiteten, drikkevandet og miljøet på fode igen. Det bør DN klart melde ud.