ForsideDebatindlægDebat: Undskyld at jeg har sagt sandheden

Debat: Undskyld at jeg har sagt sandheden

-

JydskeVestkysten | 27.04.2011 |

Undskyld at jeg har sagt sandheden

LANDBRUG

Illusionerne om dansk landbrug er bristet for Holger Thomsen, og han forlanger derfor, at jeg undskylder ( JV 20.4.).

Det gør jeg gerne: Jeg beklager hermed, at jeg har fortalt den usminkede sandhed om Danmarks mest forurenende og økonomisk belastende erhverv. Men dernæst trænger Holger Thomsen til en lektion i elementær nationaløkonomi.

Han skriver nemlig om landbrugseksporten bl. a: » Hvad vil samfundet ellers gøre uden de 60 milliarder, landbruget bidrager med årligt til samfundet? Statens underskud ville i stedet for de 45 milliarder stige til 105 milliarder i underskud. « Men eksporten har ikke direkte sammenhæng med statens finanser.

Pengene ender i kasserne hos Danish Crown og Arla, som i øvrigt hører til Europas førende, når det gælder EU-støtte. Så pengene fosser altså op af skatteydernes lommer og ned i disse to landmandsejede selskaber.

Danske landmænds henter 62% af deres indkomst i skatteydernes lommer, og det er europarekord.

De er med andre ord Europas dårligste til at tjene deres egne penge. Så Henning Toftegårds pralerier ( JV 20.4.) om, at landbruget er » verdens mest effektive fødevareproducenter « , eller om en dansk kok, der har vundet en konkurrence, er helt irrelevante.

Henning Toftegaards historie om, at Danmark har overskud på handelsbalancen med Japan er til at grine ad. Samhandelen med dette land udgør nemlig under syv pct. af den samlede udenrigshandel.

Landbruget må vågne op af sin tornerosesøvn og se virkeligheden i øjnene. Og den er, at hverken oppustede tal eller tomme pralerier kan ændre ved, at det forgældede, ineffektive landbrug er i gang med at smadre hele vores samfundsøkonomi med stigende renter, offentlige nedskæringer af ukendt omfang, statsgæld af græske dimensioner og måske i værste fald statsbankerot og social uro til følge.