"Det er på høje tid, at der skabes forståelse for at landmændene er hårdtarbejdende, loyale borgere, der bidrager til dansk eksport og værner om det landskab, som vi alle holder af. De har fortjent bedre forhold. Og bedre politikere."
Mette Bock
Formanden for Bæredygtigt Landbrug godsejer Christian G. Castenskiold udtalte i forbindelse med, at foreningen sagsøgte direktøren for Danmarks Naturfredningsforening,
"Rene la Cour Sell er kun den første, vi går efter, for i fremtiden vil vi aktivt gå efter alle, der udtaler sig med usandheder omkring landbruget."
Leder:
Efter to forgæves forsøg på at blive et vellønnet medlem af det danske Folketing, håber Mette Bock nu tilsyneladende på, at tredje gang er lykkens gang. I 1994 mislykkedes det at blive valgt for SF, og i 2001 glippede det også, da hun forsøgte sig for De Radikale. Nu har hun meldt sig under fanerne hos lykkeridderne i Liberal Alliance, hvor hendes bror, Anders Samuelsen er formand.
I en valgkamp har man brug for familie, venner og venners venner. Til de sidste hører de evigt klagende landmænd i foreningen Bæredygtigt Landbrug. Liberal Alliance har nemlig i mangel af bedre overtaget stort set hele deres landbrugspolitik fra den højtråbende og krævende, stærkt forurettede protestorganisation. I bytte tilbyder partiet viden om pressehåndtering for landmændene.
I et indlæg i JydskeVestkysten den 22. juli 2011 skrev Mette Bock bl.a:
"I Politiken den 11. maj 2011 tegnede turistfører og tyskstuderende Knud Haugmark et så fortegnet, forvirret og fejlagtigt billede af tyskstudiet på Københavns Universitet, at institutlederen på tyskstudiet i første omgang valgte at nøjes med at trække undrende på skulderen, som han skrev i en replik. Det samme må anbefales i forlængelse af Knud Haugmarks fuldstændig usaglige og grundløse svada mod dansk landbrug i JV 21. juli."
Mette Bock henviser her til en anden debat om et helt tredje – irrelevant – emne og forbryder sig endvidere eklatant imod god debatskik ved at rette et personligt angreb imod undertegnede og lukke øjnene for sagens substans. Hun går tydeligvis – som man med en sportsmetafor siger – efter manden og ikke efter bolden. Det må undre, at en tidligere chefredaktør for JydskeVestkysten begår en så graverende brøler, og forklaringen kan nemt være, at hun nu, hvor valget står for døren, er på stemmefiskeri blandt sine venners venner i Bæredygtigt Landbrug. Denne protestbevægelse holder sig nemlig ikke tilbage, når det gælder personangreb på deres kritikere. Det fik miljøjournalisten og forfatteren Kjeld Hansen at mærke, da alle medlemmerne fik et nyhedsbrev, hvor ledelsen med ordene »Kender vi nogen, der bor i nærheden?« og »man kan altid finde noget« efterlyste medlemmer i nærheden af Hansens bopæl, der kunne bidrage med oplysninger til brug for organisationens pressehetz imod ham.
Hvis Mette Bock tror, at hun kan opbygge en politisk karriere på denne måde, så skal hun have lov til det. Vi har som bekendt lov til at tro på, hvad vi vil her i landet. Men det lover ikke godt for løsningen af de massive problemer, som rammer Danmark som en direkte konsekvens at landbrugets uansvarlige og landsskadelige adfærd, at hun og hendes lykkeriddere i Danmarks mest overflødige parti stikker hovedet i busken og må ty til personangreb i en særdeles påtrængende debat.
Knud Haugmark,
redaktør for sickpigs.dk
Kilde/link