Vi sakser dette fremragende indlæg fra en anonym debattør på landbrugsavisen, der kalder sig "Anon".
1. marts 2012, 06:56:58 Medlem siden 25-01-12
Igennem de seneste generationer er det lykkedes det industrielle landbrugs organisationer, at skabe et rosenrødt billede af dansk landbrug som et storeksporterende erhverv, vi ikke kan undvære. Det er lykkedes at opnå store tilskud (62% af alle erhvervets indtægter er betalt af skatteyderne), noget, som ville være utænkeligt for alle andre erhverv, ligesom det er lykkedes landbruget at få gennemført en lovgivning (vedr. produktionsforhold, anlægsopførsel, infrastruktur, dyrevelfærd, miljø, skattebetaling etc.), der krænker en række grundlæggende love, og i hvert fald enhver form for etik og menneskelig værdighed. Vi kan konstatere, at det er lykkedes dansk landbrug, at skabe en stat i staten.
Netop nu, hvor der på politisk plan diskuteres, hvordan og hvornår, det er muligt at indføre biogasopvarmning i større stil i Danmark (biogas burde kaldes det, det er: krematorie/gyllegas), må det være på plads at ridse et mere troværdigt billede op af et erhverv, som nu på tiende år har røde tal på bundlinjen, og hvis gæld på 380 milliarder kroner er stadig stigende. Til sammenligning kan oplyses, at Statsbudgettet sidste år var på cirka 630 milliarder kroner.
Sandheden om biogasproduktionen og afbrændingen er, at den er urentabel, forurenende, og (når den er implementeret) den ultimative begrundelse for at opretholde de ligeså urentable svineproduktioner, som vi så aldrig vil komme af med.
I en årrække har vi mere eller mindre accepteret, at der foregik dyremishandling og miljøbrud i landbruget, fordi vi samtidig fik at vide, at Danmark er afhængig af landbrugets eksport, selvom sandheden er, at svineproducenterne kun eksporterer 5%, og landbruget tilsammen 17% af den samlede danske eksport. En eksport, der trods sit massive underskud, modtager ligeså massiv økonomisk støtte.
I det hele taget fortrænges ofte kendsgerningerne, ikke mindst den, at Danmark er det land i verden, hvor jorden er dyrket mest intenst, og at 81% af den danske landbrugsjord bruges til at dyrke foder til dyrene, så vi er nødt til at importere det meste af det korn, vi har brug for i husholdningen, fra udlandet.
Og når vi nu taler om udlandet, så bør det her nævnes, at der i den tredje verden årligt ryddes store arealer regnskov, for at man der kan producere endnu mere og billigere foder til vores slagtedyr. For at fremstille 1 kg. kød bruges der 4-7 kg. korn, samt 15.000 liter vand. Så det er selvfølgelig ikke spor befordrende for hverken fordøjelsen eller samvittigheden at tænke på, at hver gang vi spiser en kødbid, tager vi stort set maden ud af munden på indbyggerne i den tredje verden, samtidig med at vi undergraver det globale økosystem.
I Danmark har vi en vandmiljøplan, som er en del af lovgivningen. Heller ikke den overholdes, og myndighederne ser åbenbart gennem fingre med disse overtrædelser, hvilket har medført, at man i perioden 1999-2010, pga. forurening fra pesticider, har måttet lukke cirka 1300 vandboringer, som ikke kan genåbnes i de næste mange generationer. Ved udsigten til at skulle leve op til lovgivningen, kender landbruget kun et svar: kompensation. Og dette til trods for, at man – når alle fakta og tal om dansk landbrug samles – kan have meget svært ved at forstå, hvad danske landmænd egentlig bidrager positivt med. I langt de fleste kommuner betaler selv bistandsklienter mere i skat end de lokale landmænd.
Og så har vi slet ikke været inde på de andre katastrofale følger, det intensiverede kødopdræt medfører. At der dagligt, alene i Danmark dør 25.000 smågrise, fordi de ikke kan komme til moderen eller langsomt kvæles til døde, er noget man for længst har accepteret som en nok så uheldig sidefølge af svineproduktionen. Derfor er det da også utrolig smart med ideen om biogas, da den jo netop beror på bl.a. en stor mængde døde dyr og deres efterladenskaber. Så er der nemlig pludselig tale om en sidegevinst.
Dyrevelfærd er blevet et flygtig begreb, ikke mindst fordi det er lykkedes landbruget at overbevise forbrugerne om, at dyrene er produktionsenheder, altså en slags ting, man kan gøre med, hvad man vil. At en gris for eksempel er et levende væsen, der oplever smerte, ligesom vi gør, at den er klogere end en hund og har kognitive evner som et tre-års barn, har man fuldstændig fortrængt. Jeg kan ikke forestille mig, at der i Danmark findes normaltbegavede hundeejere, som ville byde deres hund bare tilnærmelsesvis de rå og smertefulde omstændigheder, som grisene i de danske stalde må lide under.
Et stort problem er, at private dyrlæger er økonomisk afhængig af indtægt hos dem, de skal kontrollere dyrevelfærd hos. ”Hvis jeg melder en bonde til politiet, og det har jeg gjort tre gange, så har jeg ikke nogen bondemand mere som klient. Derfor skal der mere end ualmindelig grov mishandling til, før jeg tør melde dem,” siger Åge Juhl Jørgensen, formand for dyrlægeforeningens dyrevelfærdsudvalg og praktiserende dyrlæge med 22 svinebesætninger som kunder.
En anden sideeffekt er smittefaren, som det intensive kødopdræt også er skyld i. Flere danske, uvildige eksperter, har i mange år udtrykt stor bekymring for den fremkaldte resistens, og beskylder landbruget og lovgiverne for at spille russisk roulette med befolkningens sundhedstilstand. Det er da heller ikke hos landbruget, man skal have at vide, at overforbruget af antibiotika har medført at 13% af danske slagtesvin rammes af den multiresistente svinebakterie MRSA 398, som kan smitte mennesker, og at antallet af smittede borgere er stigende. Endvidere står landbruget for 40% af de samlede helbredsrelaterede omkostninger gennem luftforurening.
Heller ikke mange er klar over, at 41% af danske svinebedrifter er inficeret med resistente salmonella-bakterier, eller at næsten hver anden af de kontrollerede besætninger i 2009 fik indskærpelser og/eller politianmeldelser.
Dr. Med. Prof. Forskningsleder i klinisk mikrobiologi, Hans Jørgen Kolmos, skriver 29. martsn 2010 i Ugeskrift for Læger bl.a.: ” Dansk svineproduktion har ekspanderet voldsomt i de senere år. Der er tjent mange penge, mens det gik godt, men ekspansionen har trukket et spor af miljø- og sundhedsproblemer efter sig. Et af de mest markante problemer er et voldsomt stigende antibiotikaforbrug, som har skabt en syndflod af resistente bakterier. Disse bakterier spredes nu fra svinestaldene og giver anledning til alvorlige infektioner hos mennesker. Eksempler på sådanne bakterier er meticillinresistente stafylokokker (MRSA) og colibakterier med extended spektrum beta-laktamase-resistens. Svineproducenternes antibiotikaforbrug er dermed ikke længere et internt driftsøkonomisk anliggende, men et sundhedsproblem, som berører hele samfundet. Det er bemærkelsesværdigt, at stigningen i antibiotikaforbruget er sket samtidig med, at man har investeret massivt i nye staldanlæg og stadigt større driftsenheder. Man skulle forvente, at nye moderne staldsystemer fører til bedre hygiejne og dermed mindre behov for antibiotika, men det er gået stik modsat. Det ser ud til, at moderne svineproduktion under de nuværende stordriftsformer er afhængig af et højt og stadigt stigende antibiotikaforbrug. Det er ikke holdbart, hverken nu eller fremover”.
Når man således ser på alle disse kendsgerninger, så må selv den mest blinde tilhænger af den nuværende landbrugspolitik undre sig og blive nødt til at stille spørgsmålet: Hvad skal vi egentlig med sådan noget svineri?
Så vil man kunne høre erhvervet råbe ”arbejdspladser”, som om landbruget skulle have patent på sådan nogle også. Men det ville være mærkeligt, om ikke også det, økologiske landbrug, som er den eneste bæredygtige løsning, skal bruge landmænd og medhjælpere. I hvert fald siger statistikken, at økologisk landbrug står for 32% flere arbejdspladser pr. besætning, så også her vil man kun opnå forbedringer.
Det siges, at landmændenes gæld er så stor, at de aldrig nogensinde selv får mulighed for at betale den. Et vigtigt spørgsmål er derfor: Hvem skal så? Når der for eksempel ikke mere er basis for tilskud, krakker det nuværende system, og dermed de små og mellemstore banker, der har penge i klemme i landbruget. Det vil så være samfundet, du og jeg, der sidder tilbage med regningen, nøjagtig som vi har gjort det hidtil. Landmændenes egen rystende begrundelse (og løsning) på problemerne med produktionen er, at der er for lidt af den. Resultatet af de hidtidige udvidelser har man åbenbart fuldstændig fortrængt.
Derfor kan vi ligeså godt – og det ligeledes af hensyn til alle de andre faktorer, der nævnes i denne artikel – stoppe nu, hvor legen ikke har været spor god i rigtig mange år, og se på mulighederne for at få gælden ud af verden, genoprette ordentlige forhold, så dansk landbrug kan leve op til det rosenrøde billede, det selv har forsøgt at skabe, alt imens det holdt danskerne for nar for deres egne penge.
Alle steder, hvor man henvender sig, for at få bekræftet om landbrugets uetiske gøren og laden kan være lovlig, henvises der til lovgivningen.
Hvad de færreste er klar over er, at der, godt nok lovligt men ikke særlig etisk, i de fleste vandværksbestyrelser og elværksbestyrelser landet over sidder landmænd i nøglepositioner, og at der fra landets største parti Venstre, der har styret landet de sidste ti år, går en direkte livlinje fra en stor del af folketingsmedlemmerne til landbrugets helligste institution, Axelborg.
Medierne skriver lidt hist og lidt pist, men det store sammenhængende billede af landbrugets forhold, viger man tilbage fra at vise. Man kunne få den tanke, at der på flere redaktioner sidder Venstre-folk eller journalister med opvækst i, eller med anden forbindelse til landbruget. Det var i hvert fald gældende for den miljøjournalist på et af landets største dagblade, jeg talte med forleden, som påstod, at hun ikke kendte til Dansk Naturfredningsforenings i år udsendte pjece ”Sådan ligger landet – tal om landbruget 2011”, som enhver kan erhverve sig, og som enhver miljøjournalist og ansvarsfuld politiker, hvis opgave det er at tjene borgernes interesser, burde være i besiddelse af.
Landbrugets og Axelborgs effektive lobbyvirksomhed er velkendt. Via misinformation og halve sandheder har det tilkæmpet sig rettigheder, der bryder med enhver form for anstændighed. Hvordan nogen fortsat kan tage noget som helst, der kommer fra den kant alvorligt, er en gåde.
Hvis man virkelig vil lave ordentligt og selvforsynende landbrug i Danmark, bør man omlægge produktionen, så den bliver sandt bæredygtig og økologisk, med produkter af høj kvalitet, som oven i købet vil kunne eksporteres uden nogen former for tilskud. Det indebærer selvfølgelig også, at man stopper forbruget af konventionel gylle, som stadig er en del dagens økologiske landbrug.
Vi ville derved undgå at skulle importere mange af de varer, som forbrugerne i dag efterspørger og kun kan købe i udenlandske versioner. Enhver med bare nogenlunde forstand, bør kunne se, at den nuværende produktionsform er passé, ikke værd at satse på, og ikke mere kan forsvares. Ligesom at enhver burde indse, at biogas blot er endnu en halvkvædet vise og løgn, man forsøger at sælge os.
Det mest fortvivlende er derfor, at det i skrivende stund er Socialdemokrater og SF’ere i en ny regering, der ønsker at opretholde det gamle vanvid gennem implementeringen af biogas.
At de ansvarlige forhåbentlig en dag bliver stillet retsligt til ansvar, er kun en ringe trøst for dyrene, der indtil da, fortsat må udstå mareridtstlignende pinsler, for miljøet, der forringes hvert minut, og for alle os, der ikke ønsker at deltage i svineriet. Lovgivningen og de fleste politikere er på forurenernes og dyremishandlernes side.
Kan vi virkelig leve med det? Kan du? Vil vi? Vil du?
