Bragt i Politken den 25. marts 2012
Fødevareministeriet bør ikke hemmeligholde MRSA
Af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist
Finder Fødevarestyrelsens kontrollanter bare så meget som en sur karklud i et tilfældigt pizzeria, så offentliggøres denne trussel mod forbrugernes sundhed straks. Så kan enhver købe sin pizza et andet sted, indtil indehaveren har lært sig en smule basal hygiejne.
Derimod ser Fødevarestyrelsen ingen grund til at fortælle den brede befolkning, hvilke agrovirksomheder der er inficerede med de superresistente MRSA-bakterier.
Fødevareministeriet finder "det ikke relevant at videregive oplysningerne til forbrugerne på specifikt bedriftsniveau", som det hedder i et svar til folketinget.
Problemet er bare, at befolkningen finder det relevant at vide, hvilke virksomheder der er potentielt smittefarlige.
Det gælder f.eks. den lokale børnehaveleder, der gerne vil vide, om det kan være sundhedsfarligt at lade børnene besøge Jens Hansens bondegård. Det gælder også den unge mand eller kvinde, der overvejer at søge arbejde på en af de lokale agrovirksomheder.
Indenfor agroindustrien selv er det også af stor vigtighed at kunne tjekke en given virksomheds MRSA-status, før man f.eks. skal købe avlsdyr eller ungdyr til opfedning eller eksport for mange tusinder af kroner.
Rent bortset fra disse helt berettigede krav om indsigt, så har Fødevareministeriet overhovedet ingen adkomst til at bestemme, hvad der er "relevant" for befolkningen at vide. Det afgør vi suverænt selv.
Og vi har loven på vores side – offentlighedsloven og miljødataloven – og i sidste ende ombudsmanden.
Allehånde rygter vil snart begynde at florere om, hvem der er smittet af hvem, og hvor smittekilderne er. Rygter er allerede i omløb om virksomheder, der holder smitteproblemerne hemmelige, og om andre, der sender deres udenlandske arbejdere ud af landet, så snart det opdages, at de er smittebærere.
Lad os få stoppet det utiltalende hemmelighedskræmmeri, før det løber løbsk. Lad os få data på bordet, så kan folk selv tage deres forholdsregler.
Størst mulig åbenhed er alle parter bedst tjent med – befolkningen, agroindustrien og såmænd også Fødevareministeriet selv.
