Del 1: Spørgsmål om virkningen af veterinærforliget generelt
1. Nævn de (positive) elementer i veterinærforliget, som har givet størst effekt på dyrevelfærden?
DDD finder, at
• gult kort ordningen ganske vist har reduceret det kvantitative forbrug af antibiotika, men objektivt ved ingen, om dette fald er tilvejebragt via ændrede behandlingsrutiner (underdosering, afkortede behandlingslængder),
• egenkontrollen med tilhørende audit og kontrol af audit har sat øget fokus på dyrevelfærden, som den er defineret i branchekoden, men at dette ikke nødvendigvis indebærer en forbedring i velfærden; fokus er flyttet fra veterinærfaglig og direkte dialogbaseret rådgivning til formaliseret papirarbejde,
• i kvægbesætninger med OSR modul 2 aftaler og besætningsdiagnoser for veldefinerede og hyppigt forekommende sygdomme har landmandens adgang til at starte behandlingen haft en positiv betydning; dog under den klare forudsætning, at de symptomer, der kan føre til behandling, er meget velbeskrevne og veldefinerede, og at der ikke kan være tvivl om, hvornår dyrlægen skal tilkaldes,
• basismodellen har ført til det positive, at dyrlæger i højere grad kommer i økologiske besætninger, hvilket har medført øget dialog om dyrevelfærd og dyresundhed.
2. Er der elementer i forliget, der har givet en negativ eller utilsigtet effekt på dyrevelfærden? Hvilke og hvorfor?
A. Forliget har medført, at det veterinære tilsyn med og dermed kendskab til besætningerne er reduceret markant – dels som følge af de længere intervaller mellem
rådgivningsbesøgene dels som følge af den friere adgang til medicin, hvor landmanden i vid udstrækning selv behandler dyrene.
Dette medfører, at
• der ordineres lægemidler til behandling af syge dyr, som dyrlægen aldrig har eller vil få tilset, hvilket indebærer betydelig risiko for fejldiagnostik og -behandling og dermed negativ effekt på resistensudviklingen samt på dyrevelfærd og dyresundhed,
• der kun sjældent tilkaldes dyrlæge til akutte sygebesøg mellem rådgivningsbesøgene (fx hos kvæg i besætninger med OSR, modul 2), hvorved markant færre dyr er blevet tilset af en dyrlæge, hvilket har ført til en stigning i antal fejlbehandlinger; dyrlægen tilkaldes ofte først, når dyret forgæves er forsøgt behandlet (fejlbehandlet).
Kilde/link
