ForsideLederLeder: Gyllegas dræner statskassen, giver dyrere energi og dårligere miljø.

Leder: Gyllegas dræner statskassen, giver dyrere energi og dårligere miljø.

-

 Landbrugets nye hånddukke, Mette Gjerskov, papegøjer Axelborgs forblommede, men udokumenterede lovprisninger af gyllebaseret biogas af. Hun vil endda sende 245 millioner skattekroner efter disse urentable gyllekogerier som skal skabe ”vækst og grønne arbejdspladser på landet”. Det modsatte er tilfældet. Biogasanlæg beskæftiger måske 5-6 mand hver, men danner grundlag for at svineproducenterne kan skrue op for deres underskudsmaskine, og de arbejdspladser er alt andet end grønne. Hun lover videre at ”kvælstoffet i gyllen udnyttes bedre så der udvaskes mindre nitrat til vandmiljøet”. For det første er dette helt udokumenteret. Tyske undersøgelser viser ingen eller negativ effekt. Der findes ingen dokumentation, men for det andet indeholder returgyllen fra værkerne flere næringsstoffer, som ikke indgår i gødningsregnskabet. På den måde kan landmændene smugle 25% mere kvælstof ud på markerne, som endda er omsat til vandopløselig form, så den udvaskes til dræn og vandmiljø meget lettere end almindelig gylle. Axelborg glæder sig naturligvis. Niels Jørgen Pedersen skriver i sit ugebrev, at landbruget skal argumentere for, ” Danmark vinder ved at give landbruget mulighed for at producere mere. Her kommer biogassen ind som et vigtigt element.”
Han jubler over tilskuddene, så at ”biogas kan blive en forretning” Javel, men altså kun ved i al fremtid at tørre underskuddet af på staten og elkunderne.
Hvis Mette Gjerskov tror på, at ”brugen af gylle i biogasanlæg vil være med til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer”, så må hun tro om igen. Gyllens indhold af vand gør det miljømæssigt uhensigtsmæssigt at transportere den over 20 km frem og tilbage. Og fremstillingen af gyllen, og alle de dyr som leverer den, er stærkt miljø- og klimabelastende, fordi der skal anvendes enorme mængde fossil energi her.
Landbruget er et parasiterhverv, som kun med lånte fjer og en konsekvent nasserøvsstrategi kan løbe rundt. Det bekræfter dette forløb om endnu et tilskud til gyllebaseret biogas. Lur mig om det bliver det sidste.

Kilde/link

EPN