Hanne Uldal: Svineavler er uden empati og retsfølelse. En historie fra den virkelige verden

 Kommentar til Anne Wolfbergs artikel i Landbrug ØST d. 27.marts 2012.

Personlig kommentar fra Peter Kjær Knudsens genbo gennem 14 år.

Peter Kjær Knudsen udtaler i artiklen, at han ligger under for personforfølgelse. Den udtalelse har PKK altid afsluttet samtaler og møder med, nar det har handlet om klager over hans produktion. Hvad enten det har været i den tidligere kommunes regi, i pressen, eller ved møder i Tingerups bylaug eller ved samtale på landsbyens gade.

PKKs svar på myndigheder eller beboeres klager har aldrig været saglige, han har aldrig forholdt sig til gældende lovgivning, aldrig forholdt sig til beboernes og miljøets, meget store og omkostningsfyldte, gener ved hans griseproduktion.

Det er ikke mit mål at angive konkrete tal og datoer i denne kommentar. Eller at give en empirisk beskrivelse. For den interesserede og vågne læser eller journalist, eller forsker, er der rigelige muligheder for at finde oplysninger og så gå i gang.

Min agenda er at støtte de mennesker, der bor i nærheden af PKKs mange ejendomme og marker, og dette ved at fortælle om nogle af de afsavn jeg har lidt, fordi jeg i 1996 købte en ejendom overfor PKKs dengang kun gryende virksomhed i Tingerup på Midtsjælland.

Det var dengang stadig en dejlig landsby. Vi havde valgt den med omhu og troede på, at der her kunne skabes et roligt og sundt miljø for vores familie, og for vores ønske om at have en stor køkkenhave og et dyr i stalden. Vi kunne cykle til Hvalsø st., som er sidste stop i HT området. Kunne man fortsætte arbejdet i København og nyde det danske land samtidigt. Vi følte os meget lykkelige. Drømmen viste sig at briste, og meget ligger i ruiner pga. den beslutning…

Nu ligger huset og landsbyen indeklemt mellem tre af PKKs produktionssteder. Og indbyggerne i landsbyen lider utrolige afsavn.

Beboerne har ved hårdt og opsøgende arbejde fået mange klagesager gennemført, men aldrig fået deres belastede dagligdag i byen forbedret. Mange rejste sager er derudover blevet tiet ihjel, og vi har følt os gjort til grin af myndigheder og PKK.

Folk i byen har dog vedholdende, men mere eller mindre koncentreret, peget på PKKs ulovligheder, og de gener han påfører os. I perioder bliver man så træt og opgivende!

Klagesagerne handler om lugtforurening, støjforurening og miljøforurening. Hvis vi i vores landsby havde penge til at køre en miljøsag i EU, er jeg ikke i tvivl om at PKK måtte lukke sin griseproduktion omkring landsbyen.

Jeg er også sikker på, at det er ulovligt at ødelægge så mange menneskers ejendomsværdi, helbred og livskvalitet som han gør, men den sag ved jeg ikke, hvor man skal henvende sig med. Vi føler os ladt i stikken af de danske myndigheder.

Da Svend Auken var minister, indledte jeg en lovende dialog med ham. Men så skiftede regeringen og piben fik en anden lyd!

Landsbyens pinsler er PKK upåvirket af. Han fortsætter uhæmmet sine udvidelser og sammenlægninger af de mange opkøbte gårde, samt sine daglige lovovertrædelser. Gårdene ejes af familie og stråmænd. PKKs forhold til loven balancerer på en knivsæg.

Dagligdagen som genbo til PKK har bla bestået af:

• Opkast på dage hvor rådden stank opstår, fordi PKK fodrer sine svin med gærprodukter, i form af overskudsbrød fra nærliggende brødfabrik. Det skaber forrådnelse i gylletankene.

• Gyllelugt fra staldene der omgiver byen. Svinene går flere steder på spalter. Vi taler om tusinde af svin, og stalde der indeholder flere svin end loven foreskriver. Regn efter! (Køb og salg – simpelt regnestykke) Stalde, som ikke har de tiltag der skal til for at nedsætte lugtgenerne. Ikke kan bringe lugten op i et højere luftlag, eller kan spalte luften. Der er kun ventilationsanlæg, der sørger for frisk luft til grisene, og altså fører lugten lige ud i mandshøjde. Skorstenene er korte, byggede til gamle stalde. På varme og stille dage er der en stank, så kvalmende og ubærlige, at jeg tit har måttet tage hjemmefra. PKK har, på baggrund af mine klager, tilbudt mig at bruge sit sommerhus. Jeg har aldrig taget i mod tilbudet.

• Forår, hvor alt grønt i haven: buske, blomster, træer, er visnet for det år, fordi PKK har overdoseret sprøjtegiften på sin mark overfor og samtidigt sprøjtet i blæsevejr, så alt er kommet ind over vores hus.

• Dage, hvor den store grisedødelighed som er på gården bevirker, at udsigten fra mit vindue er døde dyr kastet i en bunke tæt på vejen.

• Uhyggen, når kadaverbilens stærke lange projektør vækker mig om natten, fordi den oplyser bunken af de lemlæstede kroppe.

• Evindelig motorstøj, fordi enorme landbrugsmaskiner bruger byens gennemgående gade som transportvej mellem produktionsenhederne.

• Revner i husmuren på vores nyrenoverede husfacade, fordi landsbyens gade slet ikke er dimensioneret til tung belastning af moderne landbrugsmaskiner og de rystelser de frembringer.

• Skrigene fra svin, der lastes og derefter står og venter i kæmpe transporttrailere med flere etager, parat til afhentning før turen til slagterierne.

• Erkendelse af at din nabo får domme, uden at han forholder sig til dem.

• Angst for at det er sandt, som flere mennesker i byen hævder, at forekomsten af kræft i vores by er langt over landsgennemsnittet, og at dette skyldes de mange gifte byen udsættes for.

Jeg har villet sælge vores hus i mange år, og da PKK tilbød os at købe det for flere år siden, for på den måde at komme af med mig, som han sagde, skulle vi selvfølgelig have slået til.

Nu er huset usælgeligt. Ingen vil købe det. Folk bestiller tid til fremvisning, men afbestiller igen efter at have kørt gennem den lugtende landsbygade. Og de undersøger sagen og finder klager, ulovligheder mm. og takker nej! Huset har stået aktivt til salg i tre år.

Jeg bor nu i en lille lejlighed i København, for jeg kan ikke holde ud at opholde mig i stanken og larmen i Tingerup. Jeg savner mit hjem, men kan ikke holde ud at være.

Mange af beboernes klagesager er blevet gennemført. Meget og kompetent oplysning, viden om landbrug og lovgivning, er blevet hentet hos højtstående fagfolk og brugt som underlagsmateriale, når klagerne til kommune og presse er blevet udarbejdet. Men PKK kører ufortrødent videre. Og hvorfor sker der ikke noget? Jeg forstår det ikke! Hvor er retssikkerheden? Hvem kan hjælpe os?

• PKK betaler bøderne – og fortsætte sine lovovertrædelser og gener

• sætter sine gårde i nye ejerforhold indenfor familien m.fl. – og fortsætter lovovertrædelser og gener

• udnytter forvaltningernes omlægninger og nye folk – og fortsætter lovovertrædelser og gener

• har haft sager om bestikkelse af myndigheder – og fortsætter ulovlighederne og gener

• fremstiller sig selv og landbruget som ofre – og fortsætter lovovertrædelserne og gener

I min optik er PKK et menneske uden empati og retsfølelse. En lovløs i en historie fra udkantsdanmark, 54 km fra Rådhuspladsen.

Ingen kommission er blevet nedsat for at kulegrave PKKs skalten og valten med millioner af kroner i form af EUmidler, subsidier, selvom beløbene er monstrøse og manden og hans hustru bliver dømt for lovovertrædelser. Midlerne vandrer ovenikøbet indirekte over grænserne. Et kæmpe stykke jord, på størrelse med en landsdel, købte PKK syd for St. Petersborg, fortalte han en gang. Hans griseproduktion i Polen skulle gå fortrinligt. Men han er samtidigt fremstillet som en mand, der har en gæld på mange, mange millioner?

Og nej, vi er ikke i Grækenland, eller Estland eller Rusland. Dette er en historie fra det virkelige liv om dansk landbrug 2012, en historie der fører tanken hen på Peter Brixtofte.

For nogle år siden gravede PKK, uden at have søgt tilladelse, en gylleledning ned under togskinnerne på DSBs strækning fra Hvalsø til Tølløse. Den skulle transportere gylle fra PKKs gårde over til hans kones, Birgitte Israelsen Knudsen, marker omkring hendes eventsted Sonnerupgård, der ligger på den anden side af jernbanen.

Vi havde set det på cykelturen til stationen, og da det gik op for os, hvad PKK var i gang med, blev vi lamslåede. Det handlede om en dødsens alvorlig leg med togsikkerheden og fare for miljøforurening af det naturskønne Elverdamsområde. Vi klagede til det, der dengang var Hvalsø Kommune. Og hvorfor det endte med at Hvalsø Kommune gav PKK tilladelsen til at beholde ledningen under jernbanen og gennem et naturbeskyttet område, er ikke til at forstå.

Indenfor de sidste uger er katastrofen sket. Det har det vist sig at PKKs gylleførende ledning har en læk og fiskene ligger døde langs åen.

Hanne Uldal