Hermed påklages afvisningen af aktindsigt i korrespondancen vedr. MRSA imellem Fødevarestyrelsen og visse landmænd af den 27/4 2012, journ.nr 2012-20-2710-00342 /AIS,
idet jeg henviser til det tidligere anførte i klage af den 30. marts 2012, hvor jeg bl.a. anførte:
Afslaget er ikke begrundet i henhold til miljøoplysningslovens undtagelsesbestemmelser.
Der er tale om oplysninger der vedrører emissioner, der kan påvirke tilstanden af luften, som kan have indflydelse på menneskers sundhedstilstand.
Oplysninger om udbredelsen af smittefarlige resistente bakterier er derfor omfattet af miljøoplysningslovens definition af miljøoplysninger, se §3.
Oplysninger om emissioner er i vidt omfang undtaget fra undtagelsesbestemmelserne se §2 stk 5.
Vedr. forholdet imellem offentlighedsloven og miljøoplysningsloven henvises til ombudsmandens afgørelse i Vetstatsagen. Det væsentlige er her, at MOL gælder for oplysninger, altså data om miljømæssige kendsgerninger og OL gælder for indsigt i sager.
Afgørelsen kan ses her.https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139231. Særligt henvises til denne passus:
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har også henvist til at oplysningerne i Vetstat kan give et misvisende billede af (nogle af) dyrlægernes medicinudskrivning, fordi Vetstat kun giver oplysninger om dyrlægers aktuelle medicinudskrivning og ikke indeholder oplysninger om baggrunden for udskrivningen. Dyrlægerne bør på den baggrund ikke kunne identificeres gennem autorisationsnumrene, fordi det kan skade dem konkurrencemæssigt og økonomisk. Efter min opfattelse kan det forhold at oplysningerne i Vetstat er ubearbejdede, ikke i sig selv begrunde et afslag på indsigt i medfør af § 2, stk. 1, i miljøoplysningsloven, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven. Hertil kræves at ministeriet – i lighed med den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2007, s. 315 – konkretiserer hvad risikovurderingen bygger på, og f.eks. underbygger den med konkrete erfaringer med væsentlige skadevirkninger i lignende sager. Se også Justitsministeriets sag L.A. 1988-543-7 som gengivet af John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), s. 229, og betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, s. 652 f.
Opsummerende er det min foreløbige opfattelse at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling ikke har konkretiseret og sandsynliggjort hvordan udlevering af autorisationsnumrene vil indebære en nærliggende risiko for sådanne skadevirkninger som kan give grundlag for at afslå indsigt efter § 12, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven.
På den baggrund har jeg ikke i min foreløbige udtalelse inddraget betydningen af andre bestemmelser i miljøoplysningsloven – som § 2, stk. 3, i miljøoplysningsloven om afvejning af modsatrettede interesser.
Der er med andre ord ikke gangbart at argumentere med, at miljøoplysninger kan misforstås og at offentliggørelse hypotetisk kan have utilsigtede følger som for eksempel stigmatisering.
Der er altså ingen hjemmel i lovgivningen for at afvise aktindsigt i disse oplysninger med henvisning til, at en offentliggørelse vil kunne ”stigmatisere borgere i Danmark”. Hvis vi går ud fra, som fødevarestyrelsen anfører i afslaget af den 27. april 2012, at der ikke en nogen risiko af betydning fra MRSA i svinestalde, så er der jo heller ikke grund til at frygte for stigmatisering.
Det er uden betydning om miljøoplysningerne vedrører ”privatejede virksomheder”. Det afgørende er, at myndighederne har oplysningerne, og så skal de oplyses.
Offentlighedsloven regulerer indsigt i sager mens MOL regulerer oplysninger i data. Der er altså tale om to forskellige områder. Man kan derfor ikke med offentlighedsloven sætte MOL ud af kraft. Derudover skal offentlighedsloven vige for MOL, der er implementeringen af Aarhuskonventionen og et EU-direktiv. I Vetstatsagen fastslog ombudsmanden, at afgørelsen skal hvile på både EU-direktivet og FN-konventionen.
Til sidst skal jeg gøre opmærksom på, at en landmand har en klar interesse i, ikke at oplyse om MRSA, da det så kan blive svært at finde risikovilligt personale. Det er derfor langt fra betryggende, at overlade oplysningspligten om MRSA risiko til virksomhedsejeren. Arbejdssøgende skal derfor have mulighed for at få uvildig orientering i denne sag, ikke mindst, når der faktisk foreligger oplysninger om risikostaldene hos myndighederne.
Jeg skal anmode om, at et eventuelt afslag begrundes i bestemmelserne i EU direktivet, EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2003/4/EF, af 28. januar 2003
om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF.
Jeg henleder opmærksomheden på, at miljøoplysningsloven fordrer en maksimal sagsbehandlingstid på 2 måneder.
Med venlig hilsen
