ForsideDebatindlægDebat: Boblen, der brast

Debat: Boblen, der brast

-

Bragt i Landbrugsavisen | 03.08.2012 | Side 17 

 

Blækket er knap nok tørt på landbrugets jublende prognose for økonomien fra 3. juli i år, før virkeligheden melder sin ubehagelige ankomst. Det, man skrev, holder ikke en centimeter: For eksempel stod i LandbrugsAvisen bl. a. at læse: »En gennemsnitlig svineproducent ventes at nå et driftsresultat på ca. 640.000 kr. i 2012 og over én mio. kr. i 2013.« Men med hvedepriser på 2.200 pr. ton kommer foderet så langt op i pris, uden at kødpriserne følger med, at svinebønderne må imødese endnu et rædselsår, hvor de binder pengesedler i halen på grisene, når de ryger af sted til slagteriet.
Landbrugets selvrosende prognoser har som altid vist sig utroværdige. Deres formål er at stikke blår i øjnene på banker, så de linder lidt på kreditkassen, og på befolkningen som ved gud har svært ved at se visdommen i at støtte et erhverv, som suger stadig flere penge ud af samfundsøkonomien uden udsigt til nogen sinde at ville eller kunne klare sig selv. For almindelige mennesker ser det snarere ud som om, at landbrugets egentlige mareridt er, at erhvervet begyndte at skabe værdier. For så skulle man til at betale skat, afdrage gælden, og endda forsørge sig selv. Slut med at forlange hundreder af millioner i beskyttelsespenge for drikkevandet og kompensationer for det ene og det andet, evige tilskud til skovrejsning, bræmmer osv. osv.
Det ville klæde Landbrug & Fødevarer og alle deres videnscentre at udarbejde en prognose over, hvor mange penge banker og kreditinstitutter nu må vinke farvel til ud over den milliard, som allerede er gået op i gylletågerne.
Måske er det ligeledes på sin plads at vurdere, om det nogen sinde bliver en god forretning at lave svinekød i Danmark.
Omkostninger til foder, energi, kapital m. v. ser ud til at stige. Kan kødprisen følge med op?.
 

 Knud Haugmark, Skelhøjevej 25 C, 1 th., Lyngby

Kilde/link