KØD En af de alvorligste myter i det moderne samfund er, at mennesket, som rovdyrene, skal benytte kød som en del af ernæringen.
af ERIK BECH OLESEN, HOMEOPAT NAN, NORSK AKADEMI FOR NATURMEDICIN
INGEN ER I DAG i tvivl om tobakkens sundhedsskadelige virkninger. I de senere ti år er der kommet mere og mere viden frem, som viser, at kødet som ernæring også har en sundhedsskadelig virkning på mennesket, samtidig med at kødproduktionen har en negativ virkning på miljøet og hele vor klode.
Dyr har et ernæringsinstinkt, som gør, at de instinktivt ved, hvad de skal spise, hvornår de skal spise, og hvornår de er mætte. Undervejs i udviklingen har mennesket mistet dette instinkt, og det skal nu erstattes af viden.
Så længe vi ikke har viden nok, eksperimenterer vi, og resultatet er bl. a. alle vore livsstilssygdomme. En af de alvorligste myter i det moderne samfund er, at mennesket, som rovdyrene, skal benytte kød som en del af ernæringen. Imidlertid er mennesket ikke anatomisk og fysiologisk egnet til at spise kød.
MENNESKET ER ikke bygget således, at det kan indhente et andet pattedyr, fastholde det med klør og ved hjælp af spidse tænder dræbe og flå det.
Mennesket er heller ikke egnet til at spise råt kød. Fordi mennesket har opfundet jagtvåben, slagterkniven, gryder og stegepander, betyder det ikke, at det er blevet et rovdyr egnet til at spise kød.
Vore tænder er knudrede og beregnet til at tygge mad fra planteverdenen og ikke sønderrive kød, som rovdyrene gør.
Hos mennesket starter nedbrydningen af maden allerede i munden.
I vort spyt findes nemlig et enzym ( ptyalin), som indleder nedbrydningen af kulhydrater ( stivelse) fra planteverdenen.
Dette enzym har rovdyr ikke, fordi de ikke som mennesket er plantespisere.
Hos rovdyr sker der ingen egentlig tygning, men maden sluges, og fordøjelsen starter først i mavesækken.
Derfor har rovdyr mange gange mere, ja op til 10 gange mere mavesyre, end mennesket. Sommetider viser det sig også, at ældre mennesker overhovedet ikke har mavesyre i deres mave.
DEN MENNESKELIGE tarm mangler enzymet urikase, som rovdyrene har, og som nedbryder urinsyren i kødet. Urinsyren er bl. a. årsag til gigt i leddene.
Menneskets tarm er længere end rovdyrenes.
Det betyder, at der opstår en forrådnelse, og der dannes giftstoffer i tarmen ved kødspisning, fordi passagen i menneskets tarm tager lang tid. Det er bl. a. det, som er årsag til f. eks. sygdomme som kræft i tyktarm og endetarm hos mennesket. Vegetarer fik engang at vide, at de ikke fik nok proteiner.
I dag er denne advarsel forstummet, og i stedet advarer man kødspisere om, at de kan få for meget protein. Overforbruget af proteinholdige fødevarer i de industrialiserede lande er årsag til en række kredsløbslidelser.
DET BØR være tankevækkende, at så stærke dyr som elefanter, gorillaer, vilde heste og tyre ikke æder animalske proteiner, men bliver syge, hvis man giver dem foder med animalsk protein. Medicin har ofte sin oprindelse i planteverdenen. I tillæg til, at frugt og grøntsager har en forebyggende effekt mod sygdomme, har de også en helbredende effekt, når sygdomme har indtruffet.
Det gælder også så hverdagsagtige grøntsager som f. eks. gulerod, spinat, rødbede og rosenkål, og de er helt uden bivirkninger. Kød har ingen sådanne positive muligheder og effekt.
Det, man sjældent tager op, når man diskuterer mad med mennesker, er bl. a., at kulturmennesket ikke længere har den grove kropsbygning som før, og arbejdet bliver mindre og mindre fysisk krævende, fordi maskiner og andet udstyr benyttes. Der sker en forfinelse af legemet under indflydelse af den ændrede mentalitet, hvilket gør kulturmenneskets krop mindre egnet til den grove kødspisning.
KØD OG KØDPRODUKTER er de fødevarer som giver det største klimaaftryk, efterfulgt af mejeriprodukterne. Kød er en meget CO2-intensiv vare.
Kødproduktionen kræver flere resurser end produktionen af vegetabilier. Produktionen af kød er yderst vandkrævende i modsætning til produktionen af f. eks. hvede og kartofler. Dyreopdræt til kødproduktion bidrager også væsentligt til vandforurening. Det skyldes udledning af dyrenes afføring, antibiotika, hormoner og sprøjtemidler.
Det industrielle landbrug med den meget unaturlige behandling af dyrene gør, at det er nødvendigt at give dyrene antimikrobisk medicin dagligt og profylaktisk, og altså ikke fordi dyrene er syge. Det betyder stor fare for nye epidemier på grund af resistens.
På samme areal landbrugsland kan der produceres føde til flere vegetarer end kødspisere. Mere og mere regnskov må ryddes for at skaffe de nødvendige landarealer til kødforbruget, som er vokset katastrofalt i de industrialiserede lande de sidste 50 år. Endnu er flertallet af jordens befolkning vegetarer eller næsten vegetarer, men det ændrer sig med den voksende økonomiske fremgang i bl. a.
lande som Kina og Indien.
KØDBLIVER i de rige lande betragtet som en behagelig spise, og derfor også betragtes det også som moralsk rigtigt at dræbe de mange milliarder af dyr, hvoraf pattedyrene, set i det helt store perspektiv, er tæt på menneskene i udviklingen. At gøre det behagelige til en vigtig, medbestemmende faktor for at tilfredsstille vort begær efter kødspisning er imidlertid ikke tilstrækkeligt.
Den vigtigste faktor her må være viden, og i dag har vi viden nok til at skulle kunne afholde os fra kødspisningen.
Når det gælder tobaksrygning, forsøger man sig med information og forbud.
Når det gælder kødspisningen, forsøger man sig foreløbig med gode råd om i hvert fald at reducere forbruget af kød.
Endnu er der bare få, som tør anbefale helt at slutte med kødspisningen.
Dertil er der for megen økonomi involveret, og det vil betyde en revolution i ernæringstænkningen og omlægning af hele landbruget, som vi endnu ikke kan overskue eller er modne til.
Men mere viden kommer til, og der er tydelige paralleller til det, som er sket med tobakken.
I dag har vi viden nok til at skulle kunne afholde os fra kødspisningen.
Kilde/link
