Jydske Vestkysten bragte dette indlæg af denne sides redaktør: Knud Haugmark den 29/7 2013:
Den stærkt miljøbelastende minkskindproduktion tages nu som gidsel for en påstået stigning i eksporten fra landbrugets nyeste propagandabegreb: Fødevareklyngen, selvom skindene slet ikke kan spises. Mens de danske fiskere støvsuger Nordsøen for såkaldte »skidtfisk«, altså konsumfiskenes fødegrundlag, glæder man sig i udlandet over alle de arbejdspladser, skindproduktionen skaber. Danskerne kan ikke sy, så vi er endt som et råvareeksporterende uland, og det er ikke noget at prale af. Endvidere profiterer danske minkavlere på, at vore konkurrenter har forbudt minkavlen, fordi der reelt er tale om dyremishandling. Landbruget har ingen skrupler, når det gælder om at bilde politikere og befolkningen ind, at det går godt. Men det blodige spor af fallerede banker, som landbruget trækker efter sig, taler et andet sprog. Bønderne betaler ikke deres gæld, for de skal nemlig ud og købe antibiotika til deres syge dyr, som de kan medicinere som de vil, uden andre konsekvenser end stadig flere resistente bakterier, herunder salmonalla dublin, som slår hver fjerde smittede patient ihjel. Hvis Landbrug og Fødevarer var ærlige og anstændige folk, ville de indrømme, at dansk landbrug er en belastning både for Danmarks miljø og omdømme, men så sandelig også for økonomien. Det kan nogle lånte fjer fra minkproduktionen og industrien i »fødevareklyngen« ikke ændre på.