Kjeld Hansen: Landbrugets fallit er resultatet af et politisk eksperiment, der er slået frygteligt fejl. Det begyndte med Mariann Fischer Boel, fortsatte under Hans Chr. Schmidt og kulminerer i disse måneder med Eva Kjer Hansen på ministertaburetten i Fødevareministeriet. De tre ministre har udvist en blåøjet tyrkertro på, at landbrugets talsmænd vidste, hvad de snakkede om.
Startskuddet til landbrugets økonomiske og moralske nedtur blev affyret i november 2001. I et stort opsat interview i Berlingske fremsatte den nyudnævnte fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) sin krigserklæring mod »stokroseidyllen i dansk landbrug«. Den selvbevidste fynske godsejer meddelte, at den nye regering agtede at sætte »turbo på udviklingen«.Stik imod hensigten blev det til en fatal afvikling i stedet for en gylden udvikling. Det eneste, regeringen er lykkedes med at sætte turbo på i de forløbne otte år, har været landbrugets gældsætning. Til gengæld er den vokset med islandske dimensioner.
Uanset hvad den nuværende fødevareminister påstår, skal det slås fast med syvtommersøm, at dansk landbrugs fallit ikke skyldes den finansielle krise. Den tragiske situation er bygget op af udygtige politikere og af storlandbrugets talsmænd gennem de seneste otte år. Krisen har blot gjort fallitboet synligt.
I 2001 skyldte de danske jordejere 190 mia. kroner væk, i dag har de næsten fordoblet gælden til astronomiske 360 mia. kroner. I årevis har de finansieret deres driftsunderskud og privatforbrug ved at belåne stigningen i jordpriserne. Gælden svarer til halvdelen af statens årsbudget, og gør de danske landmænd til de mest forgældede i samtlige 27 EU-lande.
Bankerne, som har disse enorme beløb i klemme, går foråret i møde med frygt og bæven. Om nogen ved de jo, at en hastigt stigende procentdel af landbrugene allerede er teknisk insolvente. 10-20 procent eller 1.500-3.000 heltidsbrug nævnes.
Den seneste termin blev fixet af fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Hun fremrykkede den årlige udbetaling af EU-støtten med et par måneder. Men hvad løser det af problemer, når man kører med røde tal på bundlinjen på ottende år og ikke længere kan låne til at dække underskuddet ind?
Landbrugets fallit er resultatet af et enøjet politisk eksperiment, der er slået frygteligt fejl. Det begyndte med Mariann Fischer Boel, fortsatte under Hans Chr. Schmidt og kulminerer i disse måneder med Eva Kjer Hansen på ministertaburetten i Fødevareministeriet.
De tre ministre har udvist forskellige grader af udygtighed, men fælles har været en blåøjet tyrkertro på, at landbrugets talsmænd vidste, hvad de snakkede om, når Axelborg krævede frit slag på alle hylder. Hvis bare markedets frie kræfter kan få lov at råde, sagde Landbrugsrådets daværende præsident, svineproducent Peter Gæmelke, så kan vi sagtens tjene vore egne penge. Stort er godt, anbefalede Danske Slagteriers daværende formand, svineproducent Bent Claudi Lassen, og krævede plads til at producere 35 mio. slagtesvin om året.
De fik deres vilje, og landbruget fik friere tøjler end nogensinde før. Tre gange siden 2001 gennemførte regeringen og Dansk Folkeparti dramatiske liberaliseringer af landbrugsloven, sådan som Axelborgs politikere forlangte det. Nu var der ikke længere noget loft over, hvor mange ejendomme og hvor meget jord den enkelte agroproducent kunne samle sammen. Ej heller hvor mange dyr, han kunne opdrætte. Nu skulle alle landmænd være godsejere.
Samtidig blev jordskatterne halveret, og EU-miljøreglerne presset i bund, mens den direkte landbrugsstøtte steg med en milliard til 8,3 mia. kroner om året. Muligheden for at konvertere 20 procent af landbrugsstøtten til bredere formål for alle i landdistrikterne afvistes af den siddende fødevareminister. Landbruget skulle have alle pengene, selvom Eva Kjer Hansen da principielt gik ind for at afskaffe landbrugsstøtten. Det skulle bare ikke være lige nu.
I 2008 blev det dyrkbare areal i Danmark udvidet med knap fem procent, og samtidig vedtog regeringen og Dansk Folkeparti endnu en national landbrugsstøtteordning, Grøn Vækst, som skatteyderne tvinges til at finansiere med 13,5 mia. kroner.
Næppe nogensinde tidligere har rammebetingelserne for dansk landbrug været mere gunstige, men den usunde afhængighed af statsstøtten vil ikke gå væk. Med 8,3 mia. kroner i direkte støtte og andre 8 mia. kroner i diverse supplerende ordninger, så lever de 50.000 danske jordejere af bistand fra skatteyderne. I regnskabsåret 2008 udgjorde den direkte støtte 62 procent af danske landmænds bruttofaktorindkomst i modsætning til 47 procent året før. For 2009 vil den være 100 procent for et foruroligende stort antal ejendomme.
De negative virkninger af det liberalistiske eksperiment er legio. Først og fremmest har spekulanternes indtog sendt jordpriserne helt ud i det ydre rum. Umiddelbart før den finansielle krise satte ind, blev der handlet jord i Danmark til priser helt oppe omkring 350.000 kroner pr. hektar. En sådan hektarpris havde ingen landmand skygge af chance for at forrente, den kunne kun bruges som pseudosikkerhed for at låne endnu flere penge, indtil boblen bristede.
Hele dette usunde prishysteri gjorde det umuligt for en ærlig landmand at få sit eget. Så de unge vendte erhvervet ryggen. Den turbolente strukturudvikling har betydet, at de traditionsrige landbrugsskoler har måttet lukke på stribe. En ung dansk mand eller kvinde kan i dag ikke gøre sig håb om at få foden under eget bord i et landbohjem i Danmark, med mindre vedkommende er født med en guldske i munden.
Helt korrekt er det ikke, at kun gælden er steget. Også brugen af antibiotika i staldene, sprøjtegifte på markerne og forureningen af vandmiljøet er skudt i vejret. Det samme gælder indsmuglingen fra udlandet af forbudte sprøjtemidler. Alene på Djursland blev 190 landmænd afsløret som aftagere af illegale sprøjtegifte i november 2009.
Eksporten af levende grise til udlandet er også eksploderet. I 2009 blev der sat rekord med syv mio., og det har medført tab af hundredvis af arbejdspladser på de nedlagte slagterier. Nok så usympatisk er den voldsomme stigning i anmeldte dyreværnssager, hvor landmænd anklages for at øve »stump vold« mod deres grise med jernrør, brædder eller kæder, når svinene gennes fra stalden ud til lastbilerne, der skal køre dem væk. På to år er der sket en femdobling af den slags sager.
Nu er løbet så kørt. Andre lande producerer i dag billigere fødevarer end vi, men af samme kvalitet. Et tankevækkende eksempel er svinekødsprodukter fra – danske – landmænd i Polen, hvor jorden og arbejdskraften er langt billigere end her. Parallellen til udflytningen til Fjernøsten af skibsværfterne og tekstilindustrien er slående. Dengang hjalp det heller ikke, at vi var blandt verdens dygtigste til at bygge skibe og sy modetøj.
Skal vi nyskabe liv og virkelyst i landdistrikterne, er det derfor helt afgørende at indføre forbedrede rammebetingelser for et sundt landbrugserhverv. Der skal stilles helt anderledes skrappe krav til egenkapitalens andel, når den familieejede bondegård udvikles til en agrovirksomhed, og der skal indføres håndfaste regler mod jordspekulationen. En mere demokratisk model for fordelingen af jord bør også indføres, og miljøreglerne skærpes, så de mindst modsvarer EUs mindstekrav.
Fremfor alt skal der gennemføres et opgør med den udbredte krævementalitet. Samfundet har ikke pligt til at sikre firehjulstrækkere, fladskærme og ferierejser til agrospekulanter og svinebaroner, når de står til at tabe deres indsats på landbrugsrouletten.
Nemme løsninger er der ingen af, men flere statsstøttemidler vil være spild af skatteyderkroner. Der er næppe nogen vej udenom at lade falde, hvad der er for råddent til at stå. Vi kan med stor fordel tage 15-20 procent af den ringeste jord ud af omdriften. Hvordan? Lad staten købe jorden billigt på tvangsauktion. I stedet for at fifle videre med lån og tilskud, bør der opstilles en ærlig vision for fremtidens landdistrikter.
Lad os få indkaldt en bredt sammensat kommission til at løse opgaven, men lad for guds skyld formanden komme fra Erhvervs- og Økonomiministeriet eller direkte fra Statsministeriet. Og sørg for, at der kommer flere nationaløkonomer og sociologer, arkitekter og biologer med end talsmænd for det fallerede landbrug. Ellers fortsætter sisyfos-kampen mod stokroseidyllen i det uendelige.
