Bragt i Information den 20. januar 2013
Tilbagegangen for økologisk mælkeproduktion er et meget lille problem. De økologiske produktionsformer er kun kosmetisk ændrede i forhold til almindelig mælkeproduktion, så svineriet er kun marginalt mindre. Økomælk er et nicheprodukt som med minimale forbedringer af dyrevelfærden henvender sig til et velstående kundesegment, som vil svine med god samvittighed.
Økologiske køer må gerne få ikke-økologisk foder, bonden må gerne hente svinegylle fra en konventionel svineavler, og sprede det på de marker, hvor økokøerne græsser. Kalvene fjernes fra deres mor efter et døgn og kan gå i en mørk stald i månedsvis. Antibiotika er tilladt uden begrænsninger. En regel om, at de må transporteres op til 8 timer til slagteriet tillader jo reelt, at de kan sendes på tværs af landet, eller langt ned i Tyskland.
Økokøer æder en masse god menneskemad, og økokøer beslaglægger faktisk mere landbrugsjord, og begrænser altså naturen mere, end andre køer.
Under alle omstændigheder er det meget besværligt at fremstille mælk. Et stort spild er aflivningen af tyrekalvene. Halvdelen af de drægtige køer fodres altså i over ni måneder til ingen verdens nytte. Økologiske køer udskiller mere methan pr. liter mælk og forurener ukontrolleret med næringstoffer på markerne, fordi de skal gå ude i 150 dage.
Animalsk produktion bliver aldrig bæredygtig. Den er med sit enorme spild af næringstoffer, forurening af grundvandet, stank og svineri fra slagterier og mejerier under alle omstændigheder belastende. Det kan et lille rødt Ø ikke ændre ved.
