Til Ombudsmanden
vedr. 12/02471-48/MVE
Hermed min kommentar til en fremsendt anonym skrivelse fra Fødevarestyrelsen/Seruminstituttet/Fødevarestyrelsens klagecenter.
Når jeg modtager den anonyme skrivelse, må jeg forstå det sådan, at Ombudsmanden vil lade denne indgå sagen. Jeg mener ikke, at sagsakter uden afsender kan indgå i denne sagsbehandling, og begrunder dette med konsekvensen af Tamilsagen, nemlig at embedsmænd har personligt ansvar for deres sagsbehandling. Dette ansvar forsøger ophavsmanden muligvis at unddrage sig ved at dække sig bag anonymitetens maske, og dette kan ikke være rigtigt. Ikke desto mindre skal jeg kommentere skrivelsen som følger.
Jeg skal i første omgang afvise, at jeg ønsker oplysninger om bestemte landmænds og deres familiers og ansattes helbred. Det drejer sig om inficerede husdyrbesætninger.
Den ikke-identificerbare embedsmand argumenterer med, at der er tale om private oplysninger, fordi der kan være tale om uberettiget mistanke om, at landmanden er smittet, hvis det bliver offentligt kendt, at der er konstateret MRSA på hans ejendom. Her henviser han til offentlighedsloven.
Men min aktindsigtsbegæring skal behandles i henhold til miljøoplysningsloven for så vidt at denne er i overensstemmelse med Aarhuskonventionen. Og her foreligger der ikke belæg for, at undtage miljøoplysninger fra aktindsigt på grundlag af en formodning om uberettiget mistanke om smitte med en bakterie fra et husdyr. Offentlighedsloven kommer slet ikke på tale, for miljøoplysningsloven siger, at
Stk. 2. Ret til aktindsigt efter denne lov begrænses ikke af særlige bestemmelser om aktindsigt i anden lovgivning. Dette gælder dog ikke bestemmelser fastsat til gennemførelse af Fællesskabsretlige forpligtelser.
Såfremt ombudsmanden accepterer det anførte argument fra embedsmanden, vil det stride imod en tidligere afgørelse, nemlig afgørelsen af, at Vetstat skulle være offentligt tilgængeligt. Her forsøgte myndighederne sig forgæves med et argument om, at det formodedes at kunne skade dyrlægernes omsætning, at deres medicinudskrivninger blev kendt.
Den anonyme embedsmands påstand om, at oplysninger om MRSA i svinebestanden er en helbredsoplysning om landmanden, hviler på en formodning. Hvis formodninger om konsekvenser af, at miljøoplysninger offentliggøres skal danne grundlag for afslag af aktindsigt, så sætter man reelt Aarhuskonventionen ud af kraft, jævnfør. eksemplet fra Vetstatsagen overfor.
På den ene side hævder embedsmanden altså, at MRSA vil smitte besætningsejeren, som så vil smitte sin familie, men herefter påstår man, at smitten standser. For den ukendte skribent anfører: ”..henset til at denne smitte generelt har begrænset eller ingen betydning for den bredere befolknings sundhedstilstand som sådan.” (side 4) Embedsmanden belægger ikke sin påstand med videnskabelige data, men henviser til den seneste såkaldte MRSA-vejledning fra 2012.
Man må håbe at MRSA bakterierne har læst denne vejledning, for ellers er der intet i vejen for, at de kan inficere andre mennesker/dyr gennem dråbeinfektion, den farligste spredningsform for sygdomme.
Denne vejledning foreskriver i øvrigt, at staldpersonale ikke skal behandles for MRSA infektioner, fordi de alligevel vil blive smittet igen, når de går på arbejde. Dette tilgodeser landmandens behov for arbejdskraft, som han altså har tilladelse til at udsætte for smitte med resistente bakterier og endda fastholde i inficerede tilstand.
I al fald synes sundhedsstyrelsen ukendte embedsmand på den ene side at mene, at MRSA smitter alle, der er i berøring med svin eller smittede personer og på den anden side, at der ikke er nogen fare for den bredere befolkning. Denne selvmodsigelse kan man kun udlægge sådan, at sundhedsstyrelsen strækker sig langt for at nedtone offentlighedens interesse i at kende MRSA data, som myndighederne har indhentet. Jeg skal i det følgende imødegå denne vurdering.
Den unavngivne embedsmand anfører, at offentlighedens interesse i MRSA-data for enkelte bedrifter vil være ”begrænset”, da smitterisikoen er ”begrænset, eller slet ikke til stede”. Dette er ikke korrekt. Således fremgår bl.a. følgende af 7. februar 2014 til Ingeniøren:
”Ved ikke direkte at bekæmpe smitten blandt grisene går man nemlig uden om kernen i problemet,” mener overlæge Henrik Westh, der er leder af MRSA-videncenter ved Hvidovre Hospital:
»Man må bekæmpe kilden, som er smitten i svinebesætningerne, ellers risikerer flere mennesker at blive inficerede,« siger Henrik Westh.
Den holdning bakkes op af blandt andre Yvonne Agersø, der er seniorforsker ved DTU-Fødevareinstituttet. Hun er medlem af den førnævnte arbejdsgruppe og var med til at fremsætte et forslag, som gik ud på at MRSA-teste alle led i svineproduktionen, fra avlsbesætning til slagteri, for at finde frem til, hvor smitten bliver spredt.
Citat er hentet fra denne artikel: http://ing.dk/artikel/forskere-derfor-skal-landbruget-aabne-stalddoerene-mrsa-test-166133
En amerikansk undersøgelse har påvist stærkt forøget MRSA risiko i op til 1.6 kilometer fra svinebedrifter. I Danmark er antallet af smittede stigende både i landdistrikter og i områder uden store svinebedrifter. Professor Hans Jørn Kolmos har advaret om, at antallet af smittede kan stige meget brat, hvis man ikke griber ind og får standset udbredelsen.
Embedsmanden, hvis identitet forbliver skjult, nævner, at landmandens ansatte højest sandsynligt vil være raske smittebærere. MRSA er altså er et arbejdsmiljøproblem. Det kan være, at landmanden oplyser nye og gamle ansatte om sine grises MRSA status, som han skal, hvis han kender den. Men han er i en stærk interessekonflikt, da denne oplysning måske vil gøre det vanskeligt at få ansatte. Bekvemt er det imidlertid at tilstræbe uvidenhed om sin MRSA status, for på den måde at unddrage sig oplysningspligten over for de ansatte.
Derfor vil det være rimeligt, at ansøgere og dermed offentligheden får adgang til de data om MRSA, som det offentlige råder over, så de kan gøre sig bekendt med den risiko, de udsætter sig for på en given bedrift og tage de nødvendigt forbehold. I følge bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger er myndighederne faktisk forpligtede til at benytte internettet her.
Bakteriestatus i alle andre fødevarevirksomheder (smiley-ordningen) kan ses på nettet, og oplysninger om Salmonella i besætningerne fremgår allerede nu af det offentlige CHR-register. Se eksempel her. Vi har altså en årelang tradition for, at oplysninger om inficerede husdyrbesætninger er offentligt tilgængelige.
Producenter af smågrise til videresalg/eksport bør kunne deklarere deres grise mht. til MRSA for at standse eller begrænse spredningen til andre bedrifter. I det hele taget er det almindelig kendt, at udbrud af smitsomme sygdomme bedst standses tidligt ved at lokalisere alle smittekilder og derefter isolere dem. Dette forhold gælder også for MRSA.
Den unavngivne skribent anfører, at ”antallet af smittede besætninger nu anses for at være så stort, at det ikke længere er muligt at have en sikker viden om, at en svinebesætning ikke er smittet.”
Dette kan være sandt, men er så en direkte konsekvens af, at sundhedsstyrelsen efter ønske fra landbruget har indtaget en afventende, passiv holdning over for MRSA-udbredelsen i svinebesætningerne. Sundhedsstyrelsen har undladt udbredt prøvetagning for at kortlægge smittens omfang, krav om isolation af inficerede besætninger, registrering af smittede avlsbesætninger og så videre. Smittebekæmpelse af MRSA adskiller sig i princippet ikke fra andre infektioner, og der foreligger detallierede beredskabsplaner til imødegåelse af udbredelsen af smittefarlige husdyrsygdomme. Tiltag til at holde svinebesætninger smittefri er allerede udviklet i erhvervet og har været anvendt for eksempel i forbindelse med de såkaldte SPF besætninger. Men når det gælder MRSA har landbruget i forståelse med myndighederne undladt alle mulige tiltag og ladet smitten sprede sig uhindret både inden og uden for landets grænser.
Hvis oplysninger om smittede besætninger bliver undtaget aktindsigt vil det være en blåstempling af myndighedernes passivitet som kun har medført en forværring af situationen. Netop når myndighederne svigter, skal Aarhuskonventionen og de afledte lovregler i EU og Danmark sikre, at offentligheden kan beskytte sig ved at have retskrav på miljøoplysningerne. Ved en afvejning af offentlighedens interesse imod landmandens skal det tages i betragtning, at landmanden har spillet hasard med folkesundheden og med åbne øjne taget en risiko for selv at blive smittet. Han eller sundhedsstyrelsen kan derfor ikke med rette efterfølgende påberåbe sig ret til ”privatliv” omkring smittekilden, når dette vil medføre øget smitterisiko for sagesløse naboer og medarbejdere.
Undersøgelsesmetoderne er blevet bedre og hurtigere, hvilket taler for, at problemet afdækkes i stedet for at skjule dets omfang og den overhængende risiko for, at vores sundhedsvæsen påføres uoverskuelige meromkostninger og mange mennesker udsættes for sygdom og død.
Sundhedsstyrelsens strategi, at skjule smittekilderne i stedet for at afdække dem, er i strid med elementær epidemibekæmpelse, som den praktiseres verden over.
Afvejningen af offentlighedens interesse i aktindsigt i MRSA data må og skal ikke stå i vejen for effektiv bekæmpelse af MRSA.
Kilde/link
