Til Landbrug og Fødevarer.
Jeg undrer mig over, hvad "uopdyrket landbrugsjord" er for noget. Hvis den nemlig ikke er opdyrket, så kan man næppe kalde den "landbrugsjord". Så hvad mener I med dette udtryk, og hvor – sådan mere præcist – findes disse arealer.
Jeg forstår heller helt, hvor I vil hen med teksten. I skriver, at danske teknik kan gøre alle verdens landbrug mere effektive. Men dansk landbrug er da ikke særlig effektivt, når det laver enorme underskud, astronomisk gæld og så endda på trods af milliardsubsidier, toldmure, billig praktikantarbejdskraft etc. etc.
Men I synes at mene, at hvis vi kan sælge noget teknik (hvilken?) til "Afrika", så kan de brødføde flere mennesker ved at bruge den uopdyrkede landbrugsjord. Men dansk teknik fokuserer på animalsk produktion, altså mælk, kød, pels osv, og den forbruger jo flere foderenheder, end den leverer til menneskeføde. (Dansk landbrug er naturligvis motoren i det hele, og derfor skal vi have dette underskudsgivende erhverv i al fremtid…)
Så kunne I ikke lige forklare logikken i jeres annoncetekst. Som jeg læser den lyder den som noget praleri i retning af: I Danmark laver vi verdens bedste teknik, så andre lande kan brødføde sig selv, mens vi køber soja fra fattige lande, så vi kan bruge vores arealer på at lave køer og svin i stedet for at producere mad til verdens sultne. Det er en ny variant af "sultkortet", som jo efterhånden er blevet lidt slidt i kanten.
Venligst
Knud Haugmark