Selv om undertegnede og to journalister fra Aabenhedstinget fik medhold hos ombudsmanden i vore krav om, at offentligheden skal kende til myndighedernes oplysninger om MRSA inficerede svinestalde, og på trods af, at Dan Jørgensen offentligt og i folketinget har lovet at følge ombudsmandens afgørelse, så lægger han sig nu fladt ned over for Axelborgs stærke mand, minkavler Martin Merrild.
Minkavleren hyler og skriger om det utilgivelige i, at hans medlemmers børn mister legeaftaler på grundlag af, at deres fars svinestald er smittet med MRSA. Men Merrild ser intet utilgiveligt i, at svineproducenterne bruger så meget antibiotika, at flere i Danmark er omkommet på grund af MRSA-infektion og mange hundrede nu er bærere af smitten. Den slags må vi andre åbenbart acceptere sammen med stærkt øgede udgifter til sundhedsvæsenet, fordi antibiotikaresistensen spreder sig fra landets mange svinestalde.
Axelborg har senest vredet armen om på Dan Jørgensen med en stævning, som synes at indlede en retsforhandling, der skal munde ud i, at ombudsmanden tager fejl i sin grundige vurdering af sagen.
Merrild vil i denne retsforhandling givetvis påberåbe sig de høringssvar, som Axelborg forlangte ret til at afgive som en del af en ”partshøring”, selv om landbruget slet ikke er part i sagen. Den står nemlig mellem undertegnede og to journalister på den ene side og Fødevareministeriets Klagecenter på den anden.
Men her rullede Dan Jørgensen altså rundt og lagde sig på maven for Merrild og co. Ministeren brugte hele forvaltningsapparatet til at fremskaffe bevismateriale for landbruget i den kommende retsforhandling, hvilket er det ultimative bevis på, at Dan Jørgensen ikke er befolkningens minister men Axelborgs villige løbedreng, som desperat smisker for de store, stærke svineavlere ovre på Axelborg.
Vi er ikke imponerede.
Knud Haugmark