sickpigs.dk påklager udsættelse af aktindsigten i MRSA-listerne

Til Fødevarestyrelsen.

vedr. journalnummer 2014-28-410-000126/ABILE

Lyngby den 2. september 2014

Idet jeg takker for orienteringen af den 1. september 2014 vedr. imødekommelse af min aktindsigtsbegæring i visse dokumenter om MRSA status på danske svinebedrifter, skal jeg hermed påklage, at aktindsigten ikke imødekommes øjeblikkelig, med den begrundelse, at nogle landmænd uden partsstatus i sagen har rejst en sag imod staten ved Østre Landsret.

Klagen begrundes med følgende argumenter:

1. De facto opsættende virkning

   1. Ombudsmandens kendelse er afsagt den 6. juni, altså for tre måneder siden. Myndighederne har haft masser af tid siden stævningen blev sendt, den 9 juni til at behandle sagen om, hvorvidt man ville udsætte imødekommelsen af aktindsigtsbegæringen, og når den først kommer nu, har undertegnede altså de facto måttet tåle en opsættende virkning.
      Denne vil man nu yderligere forlænge med tre måneder fra den 1. september 2014, altså i alt seks måneder. Jeg finder det uacceptabelt, at en afgørelse om imødekommelse af aktindsigt efter en meget grundig juridisk bedømmelse fra ombudsmandens side ikke fuldbyrdes, uden at der foreligger et reelt retsgrundlag herfor. Dette er en klar krænkelse af min retssikkerhed.

   2. Udsættelsen medfører også, at retssikkerheden for de staldarbejdere, som har pådraget sig MRSA smitte, som kan have alvorlige, invaliderende konsekvenser, krænkes ved, at de fratages muligheden for at søge om erstatning i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren i henhold til aktindsigten var orienteret om smittefaren i hans stald, men hvor han ikke orienterede sine ansatte.
      At en sådan adfærd kan forventes, fremgår af et af høringssvarene, hvor en landmand mener, at hans MRSA-status skal hemmeligholdes, da det ellers
      ”i yderste konsekvens bliver nødvendigt at lukke svineproduktionen på (overstreget). Det kan blive svært at tiltrække (overstreget) arbejdskraft, som vi har baseret vores produktion på.¹ ”
      Det kan ikke være myndighedernes opgave, at svække staldarbejderes retssikkerhed, der for mange lavtlønnede migrantarbejdere i jordbruget i forvejen er svag på grund af sprogbarrierer, manglende dansk netværk osv.

   3. På grund af den de facto opsættende virkning af stævningen fratages arbejdssøgende muligheden for at frasortere de bedrifter, hvor man har risiko for at pådrage sig smitten. Dette er i strid med Arbejdsmiljølovens formålsparagraf, der skal tilstræbe:
      ”et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet…” Det kan ikke være myndighedernes opgave at svække arbejdssøgendes muligheder for at sikre sig et sundt arbejdsmiljø.

2. Hemmeligholdelse er lovstridig.

   1. Det fremgår af ombudsmandens udtalelse i sagen, at MRSA-status skal oplyses og fremgå af den lovpligtige APV (Arbejdspladsvurdering) Det er ikke myndighedernes opgave, at bidrage til, at arbejdssøgende ikke kan kontrollere om landmanden har undtaget oplysninger om smittefare så deres APV ikke svarer til de faktiske forhold

   .

3. Højesteretseksemplet er ikke relevant

   1. Der henvises til et enkelt enestående tilfælde fra 1994, den såkaldte Gyprocdom. Denne handlede ikke om aktindsigt i miløoplysninger og der forelå ikke en ombudsmandsudtalelse til støtte for aktindsigten. Derfor kan man ikke jævnføre med denne dom. I øvrigt blev Grundlovens bestemmelse fraveget af Højesteret. I dette tilfælde sker det de facto af en embedsmand i Fødevarestyrelsen.

4. Stigmatiseringspåstanden

   1. I denne sag har landbruget gentagne gange påstået, at en formodning om, at visse landmænd kunne opleve ”stigmatisering” skulle sætte en del lovgivning ud af kraft. Hertil er at sige, at der i et åbent samfund er en vis risiko for, at andre kan se med aversion på en borger på grund af oplysninger, der er offentligt tilgængelige. En lignende risiko kan opstå, hvis en borger forsøger at skjule vigtige miljøoplysninger, så andre borgere ikke kan sikre sig imod smitte.

      Mange andre borgere må tåle, at oplysninger om sygdomme på deres bedrifter foreligger i offentligt tilgængelige, elektroniske registre. Det gælder for eksempel besætninger med smitte af salmonella Dublin, som også kan angribe mennesker og som har en meget høj dødelighed. Ligeledes bliver alle fødevarevirksomheder udstyret med en såkaldt ”smiley”, som ulogisk nok ikke altid smiler, hvilket også kan være ”stigmatiserende” lige som det kan have økonomiske følger i form af faldende opsætning i en forretning eller en restaurant med en såkaldt ”sur smiley”.

      Den bedste måde at undgå ”stigmatisering” er at sikre, at omgivelserne ikke udsættes for smittefare. Når landmændene står fast på, at risikoen for deres ”stigmatisering” skal forhindre offentlighedens adgang til vigtige miljødata, så påtager de sig en sær ret til at påføre deres omgivelser smitsomme sygdomme i al hemmelighed, hvilket må betragtes som et lovstridigt overgreb. Det kan ikke være myndighedernes opgave, at beskytte en sådan ”smitteret” for landbruget.

Jeg skal afslutningsvis nævne, at jeg imødeser en expedit sagsbehandling og en hurtig efterlevelse af min af aktindsigtsbegæring.

Efter 8 dage vil jeg gøre min kritik gældende over for De forenede Nationers kontor vedr. Aarhuskonventionen i Geneve.