Læserbreve 13.09.2014
Landmandsbluff
AF Hans Bredahl, P. Hansens Vej 4, Gundsømagle, Roskilde
Nu hører vi så om rekordhøsten, der viser sig at være så dårlig, at den ikke kan bruges til hverken brød eller øl. Der er kun jammerlige 8 pct. protein i kornet.
Må det være tilladt at gøre opmærksom på, at i materialelære for bagere i 1965 blev det fastslået, at dansk hvede har 7-8 pct. protein. Dengang var kornimport forbudt, og vi bagere måtte nøjes med, hvad vi kunne få.
Siden er handelsrestriktionerne ophævet, handelen globaliseret, bønderne blevet dygtigere, og møllerne køber deres korn, hvor det fås til den bedste pris. Kvaliteten i dag er hævet til 12 pct. protein, bl.a. gennem opblanding med mere proteinrigt korn end det danske, men man kan stadig få mel med kun 10 pct. protein.
Det hedder i Dansk Bager- og Konditorleksikon, at »en kvælstoffattig jord giver højere glutenindhold i hvede«. Men nu mener man åbenbart det modsatte, sjovt nok netop som man har fået en rekordhøst i hus. Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er skidt for et eller andet.
Men det er løgn, når de hævder, at der ikke kan bages brød af det.