Forsidebagatellisering af MRSA-farenLeder: En ny blødersag nærmer sig med stormskridt

Leder: En ny blødersag nærmer sig med stormskridt

-

Nu er det nok!

Det har længe dæmret. Seruminstituttet fortalte ikke om de døde MRSA ofre, fordi man ikke der registrerede den slags. Fødevarekontrollen fortalte ikke om MRSA i kødet, for det holdt man op med at registrere i 2011. Engang hed det sig, at der var svine-MRSA og menneske-MRSA. Og mennesker kunne ikke smittes af dyr. Så hed det sig, at det skete ”meget sjældent”. Nu sker det bare hele tiden. Selv nyfødte er inficerede, fordi MRSA spreder sig til skeden. Hvor lange har man fortiet dette? Hvor længe skal vi som befolkning finde os i, at de myndigheder vi betaler for at holde opsyn, fejer ubehagelige sandheder ind under gulvtæppet, for at de ikke skal blive sure ovre på Axelborg. Sure bønder synes at være værre end døden selv for enhver siddende fødevareminister.

Dan Jørgensen må nu i lyset af tungtvejende kendsgerninger, nemlig udbredt MRSA i fersk dansk svinekød, indrømme, at hans fine ”Fem-punkts-Plan ikke virker. MRSA kan ikke holdes inden for svinestalden.

Vi er en del, som aldrig har troet på den skrøne. Planen var et blålys. Han forlangte en håndvask i et forrum, hvis der ellers var et, hvor man kunne vaske hænder, når man gik ud af stalden. Han forlangte også tøjskifte, men hvem kontrollerer dette? Og så pustede han sig rigtig op og forbød ”rutinemæssig flokmedicinering”, noget, som næppe forekommer i den virkelige verden. Flokmedicinering sker helt lovligt og med uformindsket kraft med dyrlægens velsignelse. Som hidtil.

Nu vrider han sine hænder, når han da ikke sidder på dem, for selv om han anlægger en meget bekymret mine, så foretager han sig så lidt som muligt. Problemet går jo væk, når smitten har bredt sig endnu mere. Så er det for sent. Det bliver rigtig dyrt for sundhedsvæsenet, for MRSA-smittede skal isoleres, og det koster kassen.

MRSA-spredningen er udtryk for et myndighedssvigt af den grimme slags. For både Eva Kjer Hansen og alle senere fødevareministre har bevidst skjult den ubehagelige MRSA-sandhed for befolkningen. Grundene, hensynet til det fallerede svineerhverv, eksporten, beskæftigelsen, er ligegyldige. Befolkningens sundhed kommer altid i første række. Og kan landmændene ikke lave grise uden resistente bakterier, så må de enten gøre det et andet sted eller finde på noget andet at lave.

Det må være slut med den konstante idyllisering af MRSA. Det er jo ikke sandt, at den kun sidder i næsen og på huden. Den finder vej ind i kroppen, er konstateret i sæd, i endetarmen, i svælget. Når den findes på grisenes kød, så kan den også sprede sig til musklerne hos mennesker. Den er i hele kroppen. Men det har man fortiet med stor iver både i ministerierne og på Seruminstituttet. Stop alle disse løgne.

Nu er det edder-mame nok!