Da Esben Egede Rasmussen tiltrådte som direktør for Fødevarestyrelsen i 2009 udtalte han til Dansk Veterinærtidsskrift bl.a:
”Når man slipper fagligheden løs, kan man bevæge sig væk fra at tænke i risikobrancher og hen mod en mere individuel, faglig vurderet risiko i den enkelte virksomhed. Konkret vil det betyde, at vi skal væk fra at arbejde efter en skabelon, der dikterer, at den tilsynsførende skal bruge en time i hver eneste virksomhed, eller at han skal igennem alle punkter på en tjekliste. Hvis der ikke har været problemer i en virksomhed i flere år, kan man måske hurtigt komme videre og så bruge kræfterne der, hvor der er problemer.”
Det er ikke bare noget vås, det er noget meget farligt vås.
Rasmussens strategi hviler nemlig på en antagelse om, at man har synske evner i Fødevareministeriet. Man skal ”bruge kræfterne der, hvor der er problemer.” Og det ved man helt uden at have kontrolleret rutinemæssigt, mente altså Rasmussen.
Resultatet ser vi i dag, hvor problemerne vælter op af kølediskene og ender i pressen. Da rullepølseskandalen rullede, blev det klart, at Rasmussens kontrolsystem havde svigtet. En direktør i styrelsen lagde sig fladt ned efter ugers pres: ”Vi kan have været skyld i dødsfald.” Det er alvorligt, at det lykkedes at skjule dødsfaldene i månedsvis. Samtidig undersøgte man diskret et salmonellaudbrud fra Skare Meat, hvor man ikke krævede det inficerede kød trukket tilbage af ”hensyn til firmaets økonomi”. Og så fordi det meste sikkert var spist eller pakket om, og fordi folk nok havde glemt, hvor de havde købt det osv. De dårlige undskyldninger stod i kø men kunne ikke dække over, at det ”risikobaserede” kontrolsystem igen var kommet til kort. Det var heller ikke fødevarestyrelsen, men Afdelingen for fødevaresikkerhed i De Samvirkende Købmænd, der i august trak et parti nakkekoteletter tilbage på grund af salmonella og helt galt gik det da Metroxpress to gange afslørede Listeria i forskellige fiskeprodukter fra Hjerting Laks. TV-syds afsløring af udbredt MRSA i svinekød gjorde det klart som glas, at myndighedernes risikobaserede system havde spillet fallit. Myndighederne forklarede, at man ikke siden 2011 havde kontrolleret kød, fordi man ikke anså kød for at være en væsentlig risikofaktor.
Risiko skal ikke være forudsætning for kontrol. Det er kontrollen, der afslører risikoen, og derfor har Orla Zinck helt ret, når han til Metroxpress 1. oktober 2014 siger: ”Konsekvensen af Fødevarestyrelsens farlige fejl må være, at ministeren fyrer Esben Egede Rasmussen.”
Direktøren indrømmede i samme artikel, at han gamblede med forbrugernes helbred ved ikke at kontrollere Skare Meat for salmonella i juni måned. Mindst 130 mennesker blev syge af kød solgt i flere supermarkedskæder.
Esben Egedes bekendelse til, at man kan arbejde mere ”risiko- og projektorienteret” så ” færre ansatte kan opretholde et højt sikkerhedsniveau” er fejlagtig. Antallet af laboratorier er nu reduceret til et i Århus og et i Ringsted. Sparekniven har skåret flere gange inden for fødevarekontrollen.
Ingen kontrolsystemer kan fange alle farlige fødevarer. Men ”risikobaseret” kontrol er noget popsmart, managementagtigt vås. Solid, uanmeldt og systematisk kontrol virker meget bedre og er i længden også billigere. Det er jo ikke gratis at slå en halv snes mennesker ihjel med rullepølser eller at sende 130 syge hjem med oksekødssalmonella.
