Under den dramatiske overskrift: “Russisk boykot koster danske svineproducenter 4 mia. kr.” fortæller JPs Lars Attrup, at den danske svinekødsproduktion, der har givet milliardunderskud i over et årti, nu lige pludselig kan takke Rusland for elendighederne.
Allerede før eksportproblemerne til Rusland blev aktuelle, havde branchens egne folk beregnet gennemsnitlige underskud på 525.000 kroner i 2015, men det var ikke på grund af tab på det russiske marked for kun en enkelt procent af de danske svin endte sine dage i russiske kølediske. Nu må man imødese en lidt lavere notering på kr. 9.60 for slagtesvin og Axelborg ønsker støtte til privat oplagring af kød og støtte til at nedlægge besætninger. At branchen selv kunne have sænket produktionen ved udsigten til lavere priser forbigås i andægtig tavshed fra Axelborgs side. Det er russernes skyld. Derfor skal der sendes flere skattekroner til landbruget. Formanden for Landbrug og Fødevarer betoner offerrollen i en udtalelse til JP:
»Vores branche er endt som gidsel i et storpolitisk spil. De store prisfald på svinekød, som er udløst af handelskonflikten mellem Rusland og EU, dræner uge for uge kassekreditten ude hos landmændene. Situationen er helt ekstraordinær, og der er et akut behov for at få taget trykket af markederne ved at indføre EU-støtte til privat oplagring af svinekød,«
via Russisk boykot koster danske svineproducenter 4 mia. kr. – Erhverv – LIVE – Publication frontpage.