Karen Hækkerups jomfrutale til verden i form af en kronik i Information røber, at hun snarere er en marionet ført af Martin Merrild og hans PR-folk end en selvstændigt tænkende direktør for Danmarks største tabererhverv. Hun praler ikke med erhvervets værdiskabelse, altså overskud, eller bidrag til statskassen i form af skatter. Det er ikke overraskende, for der er ikke noget at skrive hjem om.
Kronikken rummer så meget sniksnak, at man næsten lammes i forsøget på at kommentere den. For hvad skal man egentlig sige til de indledende almindeligheder, som alle – sært nok – er argumenter for at nedlægge den animalske industriproduktion i Danmark:
I 2050 vil vi ifølge FN være 9,7 milliarder mennesker på Jorden, 2 milliarder flere end vi er i dag. Det samlede dyrkningsbare landbrugsareal vil blive reduceret med 25 procent som følge af klimaforandringerne. Der bliver ganske enkelt brug for, at fremtidens fødevareproduktion bliver så bæredygtig som mulig, hvis vi skal forhindre geopolitiske uroligheder og et økologisk ragnarok, som er blandt de frygteligste fremtidsscenarier, internationale forskere har fremturet med.
Og så alligevel. Disse “frygteligste fremtidsscenarier,” er noget, som internationale forskere har “fremturet” med. Mener damen det, eller mener damen det ikke? For Danmarks ekstremt store animalske produktion er netop problemet derved, at den belaster store arealer og kun leverer en lille smule mad til fortrinsvis velnærede, måske endda overvægtige købere i Vesten.
Karen Hækkerups førte pen efterlyser flere “visioner” i den daglige debat. Gæld, bakterier, manglende rentabilitet, bankkrak, miljø- og klimabelastning verfer hun af med et pennestrøg. Nu skal der serveres visioner. Godt så Pytia, hvad har du at byde på?
En salve af oppustet og løgnagtigt ævl, som hele dette afsnit:
I vores del af verden er vi verdensmestre i at forbruge, men vi er også verdensmestre i at få mest ud af ressourcerne. Der findes ingen lande, som er i stand til at producere fødevarer med et så lavt input og højt output som os. Det bør vi være stolte af.
Hvor er lige dokumentationen for det med fødevarerne? I Danmark henter vi soya i rå mængder i fattige ulande og fodrer dyr med det. Det kommer der en masse ammoniak, gylle og lidt gris ud af, men halvdelen af grisen er uspiselig og bliver brugt industrielt. Resten er usundt, bakteriebefængt, nitrificeret junkprodukt, som man sælger under produktionsprisen. Differencen låner man så i banken. Er det nu noget, vi skal være “stolte” af?
Vorherrebevares. Jeg græmmes. Men så påstår Karen og Martin, at Danmark er EUs mest “innovative.” Det er da vist industrien, der henter de points hjem, ikke et landbrug, som fremstiller de samme varer i dag som for 100 år siden: Foderkorn, mælk, kød og æg. Men så har Danmark verdens tredjestørste “fødevareklynge“, praler mor Karen.
Se nu bliver det rigtig sjovt, for den “fødevareklynge” er et af verdens største bluffnumre. Den er fostret i Eva Kjer Hansens tid og i den mærkelige rapport sammenligner man Danmark med Bretagne, San Fransisco og et kvart Holland. Voila: Danmark er verdens tredjestørste. Klyngen består også af alle mulige industrier: bryggerier, brød- og chokolade- og cigaretfabrikker. Gødning og grønlandske rejer hører også med lige som Læsøs fiskere. Malkemaskiner og køleskabe er også en del af denne underlige klynge, som man vist kun taler om herhjemme.
Men det bedste er stadig tilbage at læse: Karen Hækkerup praler med at
…landbruget og teknologivirksomhederne i fællesskab udvikler de metoder og teknologier, som f.eks. kan recirkulere fossile næringsstoffer…
Hvad er “fossile næringsstoffer” da for nogle? De lyder som om, de er ret gamle, og hvordan pokker “recirkulerer” man dem. Her på redaktionen har vi lagt hovederne i blød i kaustisk soda hele natten for at knække nødden, men vi må desværre melde pas. Vi aner ikke, hvad Karen Hækkerup snakker om. Og det gør hverken hun selv eller nogen mors sjæl i øvrigt. Hun rabler noget frygteligt vås af sig og håber, at ingen opdager det.
Update d. 14. november: På forespørgsel oplyser Axelborg, at der menes næringsstoffer, som graves op af jorden som for eksempel fosfater. Vi takker for oplysningen og er enige i at “man skulle have formuleret det anderledes”. Men det er sådan set korrekt nok rent sprogligt, selvom det er en sjældent anvendt betegnelse.
Så tager hun fat på et konkret kritikpunkt i debatten, nemlig forslag om at lukke dansk landbrug, og her slår hun volter i landbrugets speciale, nemlig pyntning af sig selv med lånte fjer.
Hvis man forestiller sig Danmark uden landbrugs- og fødevareproduktion, skal man skaffe arbejde til yderligere et par hundredtusinde mennesker, som i dag er beskæftiget i eller tæt på landbruget.
Hvordan hun har talt til “et par hundredtusinde mennesker” må guderne vide. Selv de størstpralende har aldrig overgået 180.000 arbejdspladser i “fødevareklyngen”. Eller rettere: beskæftigede, for så regnes de fallerede landmænd, der skal have et par hundredtusind eller mere med på arbejde hvert år, sammen med konerne og de lavtbetalte migrantarbejdere fra fattige lande, som holder svineproduktionen i gang.
Men ingen foreslår at lukke “fødevareklyngens” Toms Chokolade eller Scandinavian Tobacco eller Cheminova. Kun den urentable og storsvinende svineproduktion skal væk, som i følge erhvervets egne spåkoner vil give underskud i milliardklassen, så langt de tør skue ud i fremtiden, og det er tre år.
Her skal landmænd og deres koner nok kigge efter et anstændigt stykke værdiskabende arbejde og nogle migrantarbejdere skal også på jagt. Til gengæld slipper deres familie i hjemlandet for at blive inficeret med MRSA.
Karen Hækkerup mener videre, at
landbruget rummer en særlig del af dansk kultur. Måske fylder den ikke så meget på Østerbro og Nordsjælland, men i landdistrikterne er aktiviteten på de mange tusinde gårde med til at holde liv i mange lokalsamfund og sikre gode job i både produktionen, i laboratoriet og bag skrivebordet.
Nu er det så jeg spørger: hvem har lukket slagterier, mejerier og masser af lokale forretninger i de sidste mange år. Det har landbruget, som stadig effektiviserer og mekaniserer, hvor de kan, for lønudgifter, det er slemt, kun skat er værre. Landbruget vil afvikle så mange arbejdspladser som overhovedet muligt fremover. Det er galimatias at satse på, at dette subsidierede underskudserhverv kan skabe beskæftigelse.
Til sidst kobler Karen Hækkerup landbruget sammen med velfærdssamfundet. Det er ret frækt, når hun skriver:
Vi skal være bevidste om, at verden drejer rundt, når vi står stille. Derfor skal vi hele tiden se os selv i en global kontekst. Ellers er der hverken et dansk landbrug eller et dansk velfærdssamfund at prale af i fremtiden.
Landbruget suger milliarder ud af velfærdssamfundet både på lovlig vis og ved hjælp af forskellige former for svindel. Brakbedrageri har kostet skatteyderne 750 millioner, som landmændene fik udbetalt uden lovgrundlag, men fik lov at beholde alligevel. Staten betalte pengene tilbage til EU. Det samme gælder en dunkel svindelsag fra VSP (Svinesektionen på Axelborg) som kostede to svinebosser deres job. Danmark ligger på en suveræn førerplads, når det i øvrigt gælder svindel med EU-midler. Nej, uden disse forbryderiske landmænd ville der være råd til meget mere velfærd til syge, børn og gamle.
De ni milliarder mennesker i 2050 vil også have ordentlig mad på bordet, og det skal være bæredygtigt produceret. Og hvis der står et lille made in Denmark på skinken, mælken eller teknologien, er det ikke så ringe endda.
Med denne salut slutter Martin og Karen kronikken af. I dag skriver Fødevarewatch, at bønderne igen skal have tilført flere skattekroner for ikke at bankerne skal gå konkurs sammen med det fallerede landbrug. En lille bitte nedgang i markedet for fedt synes at ryste hele landbruget, og straks kommer politikerne til lommerne. De ligger under for ren mafiøs afpresning fra et asocialt og urentabelt erhverv, som aldrig nogen sinde kommer til at klare sig selv. For hvis de er så “innovative” som Karen og Martin påstår, så havde de for længe siden fundet en vej ud af krisen.
Men det eneste de kan, er at lyve, flæbe, hyle og tigge!
Det er ved gud ikke noget at prale af.
Hele kronikken i Information her
