TV2 Østjylland meddeler:
Odder:
En eller flere personer har natten til søndag udøvet hærværk mod en landmand fra Odder.
Landmanden, Lone Vitus, stod i går frem med kritik af sine kollegaer i landbruget. I en ny bog beskylder hun det konventionelle landbrug for kun at tænke på penge, ligesom hun mener, at det gør både mennesker og dyr syge.
Søndag morgen ventede der så Lone Vitus en grim oplevelse, da hun kunne konstatere, at der havde været ubudne gæster ved hendes landbrug.
De havde væltet en antik tønde på et par hundrede kilo, og rullet den rundt på hendes område, ligesom adskillige skilte var blevet væltet.
Sammenhæng mellem kritik og hærværk
Og Lone Vitus er ikke i tvivl om, at der er sammenhæng mellem hendes kritik af landbruget og hærværket.
– Det er ikke så meget de materielle skader, som går mig på, men det gør symbolværdien i, at der er nogen, som ikke ønsker, at jeg siger det, jeg gør, siger Lone Vitus.
I Odder har der gennem de seneste måneder været en bitter strid omkring svine-MRSA. Derfor forsøgte Odder Kommune at nærme sig en forsoning mellem de bekymrede borgere og svinebønderne på et stort møde for 14 dage siden.
– Det er ok, hvis man ikke er enige, men hvis man har en debat, så må man kunne føre den på en saglig måde og ikke forsøge at ramme hinanden på andre måder, siger Lone Vitus.
Hun fortæller, at hun ikke har i sinde at stoppe med at kritisere det konventionelle landbrug.
via TV 2 | ØSTJYLLAND | Udsat for hærværk | Nyheder | Odder.