Jacob Buxti skriver bl.a:
Landbruget står lige nu i den største krise for erhvervet i nyere tid med et katastrofalt miks af faldende indtjening og en ekstremt høj gældsbyrde. Faldende priser på stort set alle landbrugsvarer på globalt plan og Ruslands sanktioner mod fødevarer fra EU, som især rammer svineproduktionen hårdt kombineret med en mere eller mindre selvforskyldt gældsklemme har bragt erhvervet i knæ. Her hjælper den vedtagne vækstplan for fødevareerhvervet naturligvis en smule, ligesom mere kortsigtede støtteordninger som f.eks. støtte til oplagring af svinekød naturligvis vil have en positiv effekt.
Det er galt nok, at også Buxti kritikløst accepterer ruslandsløgnen. Men det er værre, at han som mulig løsning ligger under for en af de største historiske løgne, nemlig at andelsbevægelsen var og er en fordel for landbruget:
Måske skulle man prøve at genoplive og revitalisere selve andelstanken, der mere end noget andet har været selve livsnerven i dansk landbrugs udvikling siden slutningen af 1800-tallet. Her gik bønderne jo sammen i et solidarisk fællesskab ud fra devisen, at enkeltvis var man et let offer for kræfternes frie spil. Men gik man sammen og dannede andelsmejerier, andelsslagterier osv., så kunne man selv afgørende påvirke de markedsvilkår, som man var undergivet. Man stemte efter hoveder, ikke efter høveder: 1 mand, 1 stemme. Det er i høj grad det, der har skabt dansk landbrugs styrkeposition og gjort fødevareklyngen til et af de største aktiver i dansk erhvervsliv.
Aldelsbevægelsen har aldrig eksisteret uden for historiebøgernes romantiserede danmarksbeskrivelser. Historien om, at de danske bønder gik på højskole det ene år og oprettede et fælles mejeri/slagteri det næste er god, men den passer ikke. Andelstanken er ikke stort andet end, hvad man finder i et almindeligt aktieselskab, men hvor det overordnede økonomiske ansvar er forduftet ud i tågerne.
En andelshaver har ret til at afsætte sine grise til andelsslagteriet, selv om der slet ikke er rentabilitet i produktionen. Efterhånden slog de indbyrdes konkurrerende andelsvirksomheder sig sammen i et landsdækkende monopol, der kunne kontrollere det hele “fra jord til bord” og altså også priserne – og politikerne. Det sidste går stadig udmærket.
Men tanken om at “forædle” kornproduktionen til animalske produkter har været og er fatal for landbruget. Alle landbrugets problemer, som Buxti liner op, har rod i den ensidige, animalske produktion. Dette burde Buxti indse og så pege på den løsning, der ligger lige for:
Nedlæg den underskudsgivende produktion af svin, mælk osv. Læg landet brak, så det kan lagre noget CO2. Lav gode sunde vegetabilier til konsum og måske også eksport. Hvis det ellers kan betale sig.
Så har landbruget en fremtid. Så i øvrigt har Buxti ret: nu er det i gang med et dødsridt, og hele samfundet risikerer at ryge med i afgrunden.
Det har Buxti desværre heller ikke indset.
