Næste år afskaffes EUs mælkekvotesystem, som hidtil har holdt produktionen i ave, så den ikke blev alt for meget større end efterspørgslen. På den måde har man i EU sikret en nogenlunde stabil afregningspris. Danske mælkebønder har af gammel vane trodset kvoterne hvert eneste år med store bøder til følge.
Det skyldes til en vis grad dannelsen af andelsmejerier, som var forpligtet til at aftage mælken, uanset hvor meget der blev produceret. Man vænnede sig til, at markedskræfterne ikke gælder for landbruget.
Nu er økonomien hos mange kvægbrugere så skrøbelig, at små udsving i prisen vil få den til at bryde sammen, og selv om der findes forskellige finter til at fortsætte i sønnens navn eller konens efter at banken har taget skraldet, så er trods alt også grænser for, hvor langt dette kan fortsætte, når krisen for alvor får fat og landbrug som dominobrikker vælter banker ude på landet.
I landbrugets organisationer praler man med de mange “eksportkroner” som landbruget “tjener hjem til lille Danmark” imens man ser katastrofen komme. Man venter helt afslappet på, at samfundet kommer med endnu en pose penge til “verden dygtigste landmænd” i krisens stund, som slet ikke skyldes manglende omtanke med den onde, onde Putin og de slemme, slemme markedsforhold, som “verdens dygtigste landmænd” jo ikke har haft lod eller del i.
Men det er nu tiden at gribe ind med den nødvendige afvikling af et alt for stort kvæghold, så udbuddet svarer efterspørgslen. Ellers går det endnu mere galt, end det allerede er gået.
Og det er faktisk ret slemt i forvejen.
