PER HANSEN, Investeringsøkonom i Nordnet, skriver for Finanswatch bl.a:
Mens ovenstående udfordringer måske/måske ikke kan siges at være forbigående fænomener, og hvor det bl.a. handler om at bide tænderne sammen, ser situationen ganske anderledes ud med hensyn til det gældsbjerg, som sektoren fik opbygget i slutningen af 1990’erne og op igennem 00’erne. Sektorens gæld blev i den periode samlet fedet op med mellem 250 og 300 mia. kr.
Én ting er den absolutte gældsforøgelse, som i sig selv er aktivitetshæmmende. En anden og langt værre er, at den betydeligste del af gælden eller anslået 4/5 af den samlede øgede gældsætning er gået til andet end investering i driftsmidler, som skal effektivisere driften og sænke produktionsomkostningerne.
Landbruget er i en umulig situation og en katastrofal forfatning. Det er ikke kun alvorligt for landbruget selv, men naturligvis også for landbrugets låneformidlere. Der er desværre ingen udsigt til, at situationen bliver bedre. Selv om afregningspriserne stiger og det gerne skulle ske meget hurtigt, piller det ikke ved gældsbjerget. Stigende afregningspriser vil kun virke som smertelindring, men kan reelt ikke ændre noget set i et langsigtet perspektiv.