Når mennesker går konkurs, så ryger ejerboligen til kreditorerne. Det er vilkårene i en markedsøkonomi, hvor enhver skal svare sit, hvis han kan. Mange landmænd har dog garderet sig ved hjælp af “konefinten”, så gården står i hendes navn, mens manden hænger på gælden.
Mange års mismanagement, urealistiske forventninger til fremtidige prisstigninger på svinekød og mælk, urentable investeringer i gigantiske stalde og maskiner, spekulativ adfærd og støtteforkælelse har medført, at dansk landbrug ligger i ruiner. Det er ikke resultatet af “Opbremsningen i Kinas import af mejerivarer” eller af “den russiske bjørns vrede”.
JyllandsPostens Lars Attrup skildrer uden angivelse af kilder i artiklen udviklingen som en humanitær katastrofe. Det er det ikke. Der er tale om en højest tiltrængt oprydning. Lars Attrup skriver (redaktionens kommentarer tilføjet med rødt):
De nærmeste måneder bliver skæbnesvangre for dansk landbrug. Landmændene sprang ind i 2014 fulde af tro på, at en årelang økonomisk krise endelig var forbi. Alt pegede i retning af, at erhvervet var på vej ind i en ny guldalder, hvor en brølende efterspørgsel fra vækstmarkeder som Kina og Rusland ville drive fødevarepriserne i vejret.
Det er da mærkeligt, at to så fjerne markeder skulle levere “brølende efterspørgsel” og få priserne helt op i himlen. Der sker jo altid det, at markedet stabiliserer sig, fordi produktionen stiger, så kun de dygtigste kan tjene penge. Og det er altså ikke danske landmænd.
Nu er de gyldne drømme knust. Rusland har boykottet fødevarer fra EU. Kinas import af fødevarer er bremset voldsomt op. Priserne på mælk, svinekød og andre landbrugsråvarer styrtdykker i Europa, hvor markederne oversvømmes af varer, der ikke længere kan eksporteres til Rusland og Kina.
Nedenfor står der bare, at Kina ikke importerer mejerivarer. Men hvor er visdommen i levere mælk helt ovre på den anden side af jorden? Komælk er til kalve. Det er ikke særlig sundt for mennesker at drikke. Priserne er ikke “styrtdykket”. De er faldet lidt fra et meget højt niveau. Men afsætningspriserne er uinteressante. Bytteforholdet er interessant, og her indgår for eksempel billigere energi. Men dette forhold forbigår Attrup helt i artiklen.
Derfor kommer de danske landmænd humpende ind i 2015 med blodrøde tal på bundlinjen i de budgetter, som lige nu skal afleveres til bankerne.
Humpende, blodrøde tal, gyldne drømme knuses, brølende efterspørgsel, skæbnesvangre måneder, guldalder…jeg skal da lige love for, at Attrup gi’r den gas…retorikken tyder på, at Attrup skriver af fra et forlæg leveret af Axelborgs spindrenge.
En betydelig del af landmændene vil blive tvunget til at forlade deres gårde, inden året er omme. Udviklingen på markederne i de nærmeste måneder vil afgøre, hvorvidt dette kan foregå som hidtil i en rolig kontrolleret proces. Alternativet kan vi værste fald være den bølge af tvangsauktioner, som bankerne lige siden 2008 har kæmpet for at afværge.
Profetierne står her i kø. Enten giver Lars Attrup den som profet, eller også glemmer han at angive kilden: Axelborg, som vil have flere penge og lempelser for ikke at trække hele samfundsøkonomien ned.
Det er i bankernes interesse at undgå en stor bølge af landbrugskrak og tvangsauktioner, fordi følgerne er uoverskuelige. Markedet for landbrugsejendomme er svagt, og antallet af købere er få. Hvis et stort antal landbrugsbedrifter på én gang kommer til salg, kan det udløse dramatiske prisfald, som kan trække både landbruget og adskillige banker ind i en økonomisk dødsspiral. Prisen på landbrugsejendomme er allerede faldet 40 pct. siden 2008, og nye prisfald vil gøre endnu flere landmænd teknisk insolvente og medføre nye nedskrivninger i bankerne.
Og grunden er, at danske landmænd ikke har tjent penge i årtier, men ligget på den lade side og ventet på at blive reddet af enten EU-tilskud, spekulationsgevinster, statstilskud eller bankerne. De har ikke udvist rettidig omhu. Nu må de betale prisen, få sig et almindeligt job og så i gang med at høvle gælden af, som andre anstændige fallenter. Virkeligheden er, at landbrugsejendommene er vildt overvurderede. Derfor er danske landmænds gældsprocent i virkeligheden langt over resten af verdens. Måske over 100.
De seneste måneder har økonomien på mange bedrifter imidlertid udviklet så negativt, at bankerne ikke længere kan forsvare at holde dem flydende. Egenkapitalen er for længst slidt op, og uge for uge vokser underskuddene på driften i takt med, at prisen på mælk og svinekød falder.
Noteringen på svinekød er stabil på 9 kr. Det er helt normalt. Mælkeprisens fald er en forventelig virkning af, at mælkekvoterne i EU er fjernet. Dette har man vidst i erhvervet, men alligevel har landmændene tilsyneladende sat produktionen op. Det er bare dumt.
Erfarne bankfolk betegner den aktuelle landbrugskrise, som den i særklasse værste de seneste 50 år. Især tre faktorer bliver afgørende for, om krisen kan håndteres i relativ ro og orden eller udvikler sig til et ukontrollabelt drama.
Hvilke bankfolk, herr Attrup. Må vi få nogle navne?
– Ruslands boykot har haft en dramatisk effekt på råvaremarkederne. En ophævelse af boykotten vil ændre balancen og stemningen i markedet og hurtigt medføre prisstigninger.
Det kan ikke passe. Ruslands import af fødevarer er nok ophørt, men så må markederne jo bare tilpasse sig og nedsætte produktionen eller finde andre markeder, og det skulle vel ikke være så svært, når vi har verdens bedste fødevaresikkerhed, og når alle i hele verden er klar til at give deres højre arm for at sætte tænderne i en dansk svinesteg. Landmændene tror, at det er kundernes skyld, at de producerer for meget svinekød. Men det er deres egen skyld. Og der har været rigelig tid til at rebe sejlene. Rusland lukkede for svinekød fra EU i januar 2014 på grund af fund af af svinepest i Polen. På en dansk ejet gård for øvrigt.
– Opbremsningen i Kinas import af mejerivarer har fået verdensmarkedet til at kollapse. Hvis Kina ingen øger importen, kan det hurtigt medføre store prisstigninger.
Det kan umuligt passe. Produktionen vil stige og priserne stabiliseres.
– De danske politikere taler meget om at forbedre landbrugets rammevilkår, så blandt andet miljø- og gødningsregler tilnærmes de niveauer, der gælder i eksempelvis Tyskland. Hvis disse intentioner omsættes til handling, kan det hurtigt udløse en milliardgevinst til landmændene.
Det er noget selvmodsigende vås. Hvis priserne falder på grund af overproduktion, så nytter det da ikke at øge produktionen endnu mere.
Omvendt: Hvis ingen af disse tre faktorer udvikler sig til gunst for landbruget, bliver 2015 et meget dramatisk år, hvor et stort antal landmænd må forlade deres gårde.
Jo, og hvad så. Det var jo sket alligevel før eller siden
via Landbrugskrisen går ind i afgørende fase, JP 5. januar 2015.
