ForsideMRSA casesMRSA screeningMRSA-sagen: Fødevarestyrelsen tog en slapper i Østre Landsret.

MRSA-sagen: Fødevarestyrelsen tog en slapper i Østre Landsret.

-

2-DSC00311Selv om fødevarestyrelsen var den sagsøgte part i Østre Landsret, tog styrelsens repræsentanter, herunder advokat Peter Biering, det meget afslappet i retssalen. Man lod det være op til Landbrug og Fødevarer samt journalistforbundets advokat Tyge Trier at stille spørgsmål til de personer, som tog plads vidneskranken i dag.

Det drejede sig om først dr. med. Svend Ellermand Eriksen, som fremførte, at hans opgave som læge og leder for udarbejdelsen af en rapport om MRSA samt vikarierende leder for en mikrobiologisk afdeling var at ”beskytte samfundet”, men han medgav, at MRSA smitter fra en moder til det nyfødte barn og at der forekom smittede, der ikke havde været i kontakt med svin. Tallet, som han efter nogen tøven opgav til 13 %, mente han dog var meget overdrevet fordi de hvilede på de podninger, som blev foretaget i forbindelse med indlæggelse på hospital.

Sickpigs.dk’s udsendte er desværre ikke i stand til at gengive Svend Ellermann-Eriksens argumentation for, at dette skulle give misvisende tal, da denne forekom meget kryptisk.

Han henviste til sin ”erfaring” og afviste, at MRSA smitter inden for de familier, hvor en har kontakt med svin. Han gjorde ikke rede for omfanget af denne erfaring, og hverken Tyge Trier, Haakon Djurhuus, der repræsenterede Landbrug og Fødevarer, spurgte ind til denne uklare dokumentation. Men summa summarum så var familiemedlemmer til smittede ikke udsat for øget smitterisiko af betydning. Ellermann-Eriksen anså ikke MRSA som et presserende sundhedsproblem og mente, at spædbørn levede udmærket med infektionen.

Kjeld Hansen fulgte efter i vidneskranken, og han blev af Haakon Djurhuus udspurgt om, hvad han troede, der ville ske for de familier, som fik offentliggjort data fra 2011 omkring MRSA på deres bedrift, og Kjeld Hansen svarede, at det vigtigste i denne sag var at undgå den praksis, at man fremover kunne forhindre aktindsigt i miljødata ved at trække en sag i langdrag. Han gjorde i øvrigt rede for, at han ikke ville offentliggøre data uden at gennemgå dem grundigt og checke med de berørte parter. Det fremgik, at der var tale om ca. 28 MRSA-positive bedrifter.

Niels Muldvad understregede vigtigheden af, at miljøoplysninger er tilgængelige for journalister og forklarede om sit arbejde for netbaserede medier som ”aabenhedstinget.dk” og efterfølgeren ”investigative journalists”.

Inden frokost lykkedes det at opspore og afhøre gruppeformand Lars Mark Jensen 3F, Nordjylland, som fortalte, at han fra sin virksomhed i fagforeningen kender til 8-10 sager om MRSA CC 398 hos medlemmer af fagforeningen, der var blevet smittet, uden at arbejdsgiveren havde oplyst, at de var udsat for en risiko.

Han oplyste også, at han havde oplevet, at ud af 17 østeuropæiske migrantarbejdere på svinebedrifter i Nordjylland havde kun en enkelt hørt om risikoen for MRSA-smitte. Han besøger ikke selv bedrifterne på grund af faren for, at han kan medbringe smitte fra en gård til en anden. Han oplyste i øvrigt, at det var meget belastende at være smittebærer og at flere undgik kontakt, når først de havde fået denne oplysning.

Herefter gik retten til frokost, og sickpigs.dk’s udsendte smagte på landsrettens lækkerier, der kunne erhverves for kr. 68.-, og forlod derefter stedet. Udspørgningen af veterinærchef Per Henriksen, som fulgte efter frokosten, kan vi derfor desværre ikke bringe her.

Fredag er der procedure. Om  1-2 uger kommer retten med en afgørelse af, om oplysningerne, der har været tilbageholdt siden juni uden egentligt lovgrundlag, skal udleveres i overensstemmelse med ombudsmandens udtalelse eller om det lykkes for Landbrug & Fødevarer med deres sagsanlæg at få ”opsættende virkning”, indtil sagen om offentliggørelse af MRSA listerne har været behandlet ved retten.

1-DSC00306
Landsrettens frokostbuffet bød på lækker hummus, grønærter, bønnesalat og et ret vammel dessert. Pris 68 kroner.