Et solidt mål af hensynsløshed og brutalitet, afpresning, udnyttelse af offentlige midler, og fraværet af almindelig moral; det må vist være egenskaber, som kendetegner de fleste forbrydersyndikater.
2014 blev året, hvor svesken fandt vej til disken og alle kunne, – eller burde kunne – se et forbrydersyndikat der, hvor dansk landbrug burde være.
Brakbedraget
For eksempel fik Danmark endelig dom for, at vi ikke havde levet op til EU reglerne vedrørende de tilskud, som landmænd til en forandring fik for ikke at drive landbrug, nemlig den såkaldte brakstøtte.
I 19 år kunne landmænd lade være med at dyrke korn og så få tilskud for at dække tabet. Støtten for to år, 2002 – 2004 på 750 mio. kroner skulle ifølge EU-dommen betales tilbage, fordi Danmark ikke havde kontrolleret godt nok. Nogle støttearealer var alligevel blevet dyrket, og et par eksempler på dette var nok for EU domstolen. Sickpigs.dk har offentliggjort data for 2006 og her er mange eksempler på arealer, hvis brakprocent er over 100, små bitte arealer, vandlidene områder, en gammel flyveplads etc. Kornproduktionen faldt overhovedet ikke, og det skyldtes, at den fede sjællandske jord fortsat blev udlagt som kornmarker. Landmændene brugte så brakstøtten til at leje et stykke strandeng i Vestjylland for at leve op til deres fem eller ti procent brak. Det var fup.
Regeringen kneb øjnene hårdt i, så væk og lod som ingen ting. Vi skal prise os lykkelige over, at EU ikke så på brakbedraget i alle de andre år, for så havde Danmark æren for nok verdenshistoriens største svindelnummer.
Men galt nok er det, at bønderne ikke skal betale tilbage, hvad de har snydt sig til. Det gør den slunkne statskasse og dermed kommende generationer af skatteydere, for pengene er taget hjem som lån.
Svinesvindelen
Går den så går den, må landbrugets lære være, og det gjorde den også længe i VSP, Axelborgs svindel- undskyld svineafdeling, hvor direktøren Nikolaj Nørgaard lige pludselig blev sendt hjem, kort efter efterfulgt af svineboss Lindhardt Nielsen, der galoperede helt hjem til sine grise ved Løgstør, og siden slet ikke var til at få fat på. Søren Gade blev også gået, for han var den øverste ansvarlige for svindel med mindst 10 mio. kroner.
Officielt havde ”ingen købt PH-lamper for pengene”, hvor man så vidste det fra, men støtten blev bare udbetalt til de ”forkerte projekter.” Det lyder som en tilgivelig sjuskefejl, men dækker over, at man systematisk og med fuldt overlæg udbetalte penge til mennesker, der slet ikke havde ret til dem. En revisorundersøgelse viste, at noget var rivende galt på Axelborg, og så gik Natur- og Erhvervsstyrelsen selv i gang med at vende bilagsbunkerne. I slutningen af 2014 kunne Axelborg forkynde et større underskud “end ventet.”
Årets dårligste undskyldning
Årets dårligste undskyldning var at høre, for det skyldtes ifølge Jan Mousing, Axelborg: ”at omfanget af fejl er større end antaget, og at myndighederne har inddraget flere projekter i undersøgelsen.”
Jo mere man undersøger, jo mere snyd finder man, siger altså en af Axelborgs topchefer. Sagerne vælter stadig ud af skabene, for Natur- og Erhvervstyrelsen er belært af brakbedraget nu gået til vaflerne. Snyd med EU landdistriktsmidler, som i årevis reelt er brugt som supplerende landbrugsstøtte, kan blive en kostbar affære, hvis EU kommer på kontrolbesøg i Danmark, der tegner sig som det største svindelland med landbrugsstøtte i hele EU.
Mousing, Nielsen og Nørgaard har ikke bare snydt EU, men også den danske statskasse. Her venter Mousing: ”et tilbagebetalingskrav på 3 mio. kr ” fordi man har ”…medtaget udgifter, som har været afholdt efter projektets officielle deadline eller før projektets officielle start.” Man har med andre ord regnet datoen med og altså betragtet projekterne som et tag-selv bord. Det er udtryk for en syg, umoralsk og – ja, mafiøs tankegang.
Videnscenter for Svineproduktion, svindelens arnested, forsvinder i øvrigt ved årsskiftet op i den blå luft.
Landbruget svindler altså i stor stil med skatteydernes penge. Det er udspekuleret, velovervejet og i en vis grad sket i forventning om, at myndighederne så den anden vej.
Afpresning
Landbrugets afpresningsmetoder ligner den rigtige mafias. Om natten smadrer de butiksruderne, og når solen står op, forlanger de beskyttelsespenge. Første spreder bønderne giftstoffer på markerne, som ender i drikkevandet. Og så forlanger de milliarder i ”kompensation” for at lade være. Helst skattefrit, i øvrigt.
I 2013 beskrev bl.a. sickpigs.dk grundigt, hvordan der udbetales en kvart milliard i Aarhusområdet til lodsejere, der afstår fra at benytte pesticider. Pengene er bare givet rigtig dårligt ud, dels fordi de ryger i lommerne på skovejere, søejere, økologer, en sportsflyveklub og andre, som alligevel ikke sprøjter deres jord. Dels fordi de berørte områder ligger spredt og usammenhængende, så grundvandet alligevel får tilført pesticider, inden det ender i vandrørene.
Efter samme opskrift har især svineavlerne men også mink- og kvægavlerne, brugt antibiotika for at sætte fut i produktionen. Resultatet er kendt: masser af resistente bakterier truer nu de ansatte og det danske sundhedssystem. Det koster skønsmæssigt 100.000 kroner at behandle en MRSA smittet, og dem er der mange tusind af i Danmark.
Henrik Mortensen, svineboss, forsøger nu at tvinge staten til at garantere for kreditter, så landmændene kan få renoveret deres stalde og på den måde angiveligt sænke antibiotikaforbruget og løse de truende resistensproblemer, herunder MRSA. Henrik Mortensen skrev i et nyhedsbrev til pressen bl.a:
En bølge af saneringer i dansk svineproduktion ville med et slag kunne hæve dyrevelfærden, reducere antibiotikaforbrug og miljøbelastning samt fjerne produktion fra et overforsynet marked. Erhvervet er parat, men mangler midlerne, og foreslår derfor staten at investere i projektet.
Da antibiotika skal gives til grise, der er blevet syge, er vejen til et lavere antibiotikaforbrug i dansk svineproduktion en målrettet indsats for at hæve sundheden i de danske svinestalde.
Mortensen gør sig ikke nogen ulejlighed med at fremlægge dokumentation for, at pengene ville standse resistensudviklingen. Han stikker altså den ene hånd frem for at få penge til at producere svin, der giver underskud, og den anden for at få penge til at slå besætninger ned (=sanere), så priserne stiger.
Henrik Mortensen ønskede sig givetvis både tre og fem nye hænder til jul.
Landbruget afpresning kan sammenfattes således:
Hvis ikke vi får penge, så forgifter vi drikkevandet og spreder farlige bakterier. Hvis vi får penge, så finder vi på et nyt problem, som også kun kan løses med endnu flere penge.
Mens disse linjer skrives, truer en meget hårdkogt landmand, nemlig Flemming Fuglede Jørgensen fra Bæredygtigt Landbrug, med at lade en masse gårde gå konkurs og trække bankerne med ned. Han siger det ikke, men både han og finansminister Corydon ved, at renterne på danske statslån så øjeblikkelig vil stige. Flemming Fuglede Jørgensen holder sig altså ikke tilbage for at sætte gang i en dødsspiral af konkurser, der i værste fald kan udløse en statsbankerot. Prisen for at lade være er: flere penge og endnu flere penge. Revisionsselskabet BDO, der har mange kunder i landbruget, agiterer nu på sin hjemmeside for mere statsstøtte til de tusinder af landbrug, som angiveligt står på afgrundens rand.
Kynisme
Et vist mål af kynisme hører også til i en rigtig mafiosos arsenal af dårlige egenskaber. Landbruget er ingen undtagelse.
Selv om norske erfaringer viser, at man nemt kan udrydde MRSA i 9 ud af 10 bedrifter, så fastholder Martin Merrild, Axelborg, at MRSA er ”uundgåelig”, og hvis nogen mener noget andet, er de at betragte som: ”ihærdige kræfter, der ser MRSA-problematikken som en hurtig genvej til at få nedlagt dansk svineproduktion”.
Hvis ikke I er med os, så er I imod os, siger Merrild, og det har han ikke fuldet på helt selv. Vi har hørt det før.
Han fortsætter uden blusel: ”Realiteten er, at MRSA CC398 har nået et niveau, hvor der ingen vej er tilbage: Vi bliver nødt til at leve med MRSA CC398 både i landbruget og i det omgivende samfund, sådan som vi også lever med andre stafylokokker. Vi anerkender, at der for samfundet er en sundhedsmæssig udfordring i, at stafylokokker – herunder MRSA CC398 – har fået deres eget liv i hospitalssektoren, og nu smitter mellem mennesker.”
Merrild mener altså bare, at det skal skatteyderne så bære udgifterne for, for det er jo bare onde kræfter, der vil ”blive ved med at overdrive, tale mod bedre vidende og kræve omfattende saneringer.”
Blandt disse tæller for øvrigt nu svinebossen Henrik Mortensen under forudsætning af, at staten betaler gildet.
Brutalitet og drab
Vi har ikke so i Frankrig oplevet korporligheder fra danske landmænd endnu, men brutaliteten kommer alligevel for en dag, når det gælder beskyttede naturområder, der endda er udlagt som enge. Jyske Vestkysten kunne den 20. dec. 2014 meddele, at der i Varde kommune var pløjet endnu 441 hektar beskyttet natur op. Andre eksempler på dette er talrige ikke mindst i de venstredominerede landkommuner.
Også over for dyr, har vi set brutalitet i 2014. Toppen af isbjerget er kommet for en dag, men størstedelen forbliver ukendt.
Naboer til svinefarme må lide under, at de lugter fælt og at deres ejendomme gøres usælgelige. Det er også ret brutalt.
Endelig har landbrugets produkter medført en del dødsfald. Det værste tilfælde er uden tvivl rullepølserne fra Jørn A. som tog 17 mennesker med sig i døden og gjorde et ukendt antal mennesker syge. Også MRSA og andre bakterier fra landbruget har taget deres told. Det skal vi bare vænne os til, mener Seruminstituttets Robert Skov. Lige som vi jo lever fint med, at landbruget i årevis har været Danmarks farligste erhverv både når det gælder dræbte og kvæstede.
Dansk landbrug er en økonomisk rygende ruinhob
Dansk landbrug er med få undtagelser en økonomisk katastrofe. Den enorme gæld skyldes ikke ulykkelige omstændigheder eller gudernes vrede, men dårligt landmandskab: landmændene er ikke i stand til at forrente deres investeringer. De kan simpelthen ikke skabe værdier på trods af, at de nyder fordele og tilskud, som ingen andre. Toldbeskyttelse, skattebegunstigelser, milliardsubsidier, enorme spekulationsgevinster, historisk lave renter, lempelige miljøregler, halveret oliepris, hundredvis af tilskudsordninger osv.
De eneste velstående er de landmænd, som fik solgt i tide. Hos dem luner millioner af samfundsskabte spekulationskroner på kontoen og bereder dem et bekvemt liv i luksus måske suppleret med konens efterløn og egen folkepension.
En win-win situation
Desværre har de udviklet en kræve- og offerholdning, som forhindrer at de fornyer sig efter i 100 år at have fremstillet de samme usunde og miljøbelastende, animalske produkter. Det er ikke landmændenes skyld, når der ikke er afsætning for deres svinekød, som man ellers gladeligt bilder os ind, at verdens borgere vil giver deres højre arm for at sætte tænderne i. Det er Ruslands skyld. Eller Tysklands. Eller EU’s skyld. For selv om danske gårde i stort tal er overtaget af hollandske bønder, som synes at Danmark er et fedt land, så piber de danske fra morgen til aften over, at de er udsat for urimelig konkurrence fra vore nabolande, som for eksempel det næsten MRSA-frie Sverige med meget skrappere dyreværnsregler eller Tyskland, hvor man angiveligt må gøde meget mere end herhjemme. Jamen problemet er da let at løse: Pak jeres nelliker og fis af! Der er masser af gårde til salg i Mecklenburg-Vorpommern og Schleswig-Holstein. Så slipper vi andre for i det mindste noget af gyllestanken og forhåbentlig også for at høre på de forkælede landmænds evige klynken.
En ægte win-win situation, kunne man sige.
2015 bliver skæbneåret
I 2015 står de danske svinebønder ved en korsvej. Erhvervets egne prognoser bliver værre og værre for de kommende år. Selv de dygtigste svineavlere vil i 2015 ikke være dygtige nok til at få overskud. Alle svinebønder taber millionbeløb på deres produktion så langt øjet rækker. Hvorfor fortsætte, hvis erhvervet kun kan eksistere ved, at det fodres med læssevis af penge hver eneste dag? Hvor idiotisk kan man være?
Senest udtalte analytiker ved AgroMarkets/LandboSyd Jens Schjerning ifølge Jyllands-Posten, at vi senest i 2016 kommer til at se et stort indgreb fra regeringens side. Blandt andet peger han på, at det vil være nødvendigt at indføre statsgaranterede lån med en løbetid på 50-60 år for at reducere landmændenes ydelse på gælden, ligesom det vil være nødvendigt at harmonisere landbrugets rammevilkår, så de flugter med niveauet i resten af EU. Se, det er en rigtig spåmand, der ved hvad regeringen vil gøre senest i 2016. Vi andre aner ikke hvilken regering vi har til den tid. Dygtig sandsiger.
»Disse tiltag kan dog ikke hjælpe de op mod 1.000 landmænd, som er akut lukningstruede. De bliver simpelthen nødt til at forlade erhvervet, og bankerne må tage tabene,« siger Jens Schjerning fra LandboSyd til Jyllands-Posten. Lyder det ikke som om, at spåmanden planlægger et større bankrøveri på landmændenes vegne?
Bankerne sender tabene videre til deres andre kunder, aktionærer m.v. Igenigen tørrer landbruget ansvaret for egne fejl af på os andre.
Det håbløst ubegavede landbrug
Landbrugets egentlige problem er nemlig manglende omstillingsparathed og innovationsevne. Man holder helt irrationelt fast i en underskudsgivende produktion af lavprisprodukter, som andre kan lave både billigere og bedre. Selv det berømmede danske bacon kan nu kun sælges som discountvare i England.
Men når samfundet skal bære tabene på landbrugskonkurserne, så bør det være en naturlig sag, at samfundet overtager jorden. For vi andre må vel have et ord at skulle have sagt med hensyn til, om vi i al fremtid skal tolerere, at et mafiøst parasitforetagende skal have lov til at ødelægge bl.a. drikkevand, naturområder, vores sundhedssystem, samfundsøkonomien og den globale fødevareforsyning.
Fordelene ved at afvikle 80-90 % af dansk landbrug er nemme at se. Men vejen frem for det forstokkede, animalske landbrug baseret på et stivsindet andelsvanvid fortaber sig i gylletågerne.
Det ser ud til, at landbruget skal tvinges fra bestillingen, inden det er for sent, og vi alle ryger med i faldet.
