Sickpigs.dk fanger en aften Felix Stark, der tidligere redigerede Landbrug & Fødevarers nu lukkede trykte magasin Food & Culture, på telefonen til en hurtigt telefoninterview. Han deltager, selv om han har forladt Axelborg og nu arbejder for Dansk Industri, fordi han har startet græsrodsorganisationen Verdens Rigeste Landmænd.
Sickpigs.dk: Havde I frie hænder til at skrive, hvad I ville, på Food & Culture?
FS: Nej. Det har man ikke, når man skriver et magasin udgivet af en interesseorganisation. Sådanne organisationer kommunikerer med det formål at fremme organisationens formål. Det gælder også for andre organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og sågar for Journalistforbundets blad, Men vi fik pålagt at beskæftige os med kritiske sager inden for landbruget også, og vi brugte i vid udstrækning eksterne kilder, der altid fik historier til gennemsyn. Vi bragte bl.a. en artikel om landbrugets revsere, hvor du selv deltog.
SP: I beskrev bl.a. landbrugets stigende gæld, der dengang var steget til 150 mia. kroner. Nu er den kommet op over 350 mia. Hvad fortæller dette om erhvervets lønsomhed?
FS: Jeg ved ikke, om det siger noget om lønsomheden. Det siger, at landmænd har fået lov at optage stor gæld, mens det var muligt. Og jeg har svært ved at forstå, at der fra bankernes side ikke har været større krav om lønsomhed i landbrugets drift i perioden. Jeg vil nødig sige, at det var dumt gjort, for jeg har selv købt i 2007 og optaget stor gæld. Men når man betænker, at jordpriserne i opgangstiderne steg hurtigere end boligpriserne kunne man måske nok have sagt sig selv, at det ikke ville være holdbart, Og jeg synes ikke, det er smart at optage gæld, man ikke kan betale med virksomhedens drift.
SP: Svineavlerne forventer millionunderskud i både 2015 og 2016. Hvordan skal de bære sig ad med at betale pengene tilbage? De vil da nok få brug for at låne penge til driften de næste par år.
FS: Jeg er enig i, at det er meget problematisk, at så mange landmænd – og måske svineproducenter i særdeleshed – har så dårlig en forretning. Og jeg er enig i, at gælden er en ret afgørende faktor for, at forretningen er så skidt. Mange har nok været for optimistiske og så har de fulgt den rådgivning, de fik, som i bagklogskabens lys nok må siges at have været temmelig ringe. Men der er jo svineproducenter, der tjener penge. Og man kan nok forvente, at de – og eksterne investorer som f.eks. pensionskasser – vil overtage bedrifter til ret billige penge. Det er ikke nyt, den udvikling har stået på i mange år. Det nye her er, at dem, der forlader erhvervet, går fra et livsværk med tomme lommer, og at selvejet efterhånden er en saga blot. Det er slet ikke utænkeligt, at vi skal indstille os på, at landbruget i højere grad vil være ejet af pengefolk og drives af uddannede landmænd. Det kan man være ked af eller glad for afhængig af, hvem man er, men jeg tror ikke, det bliver anderledes.
SP: Hvad betyder landbruget for Danmark i dag?
FS: Eksporten skaber mange arbejdspladser, som genererer skatteindtægter for staten og kommunerne. Samtidig giver industrien job til en del mennesker i følgeerhverv. De betaler også skat, og de penge kan vi ikke undvære. Jeg synes, fødevareproduktion er et meget ærefuldt erhverv, som vi burde sætte større pris på. Ikke mindst fordi det har dannet grundlaget for det rige samfund, vi er i dag. Og faktisk mener jeg også, at landbruget giver en stor samfundsmæssig værdi som naturforvaltere. Man kan klart diskutere, om de giver os den rigtige form for natur, men jeg er af den klare overbevisning, at den danske natur skal forvaltes. Og hvis ikke det bliver gjort af nogen, der får et udkomme ud af at gøre det, ville det blive en ret stor omkostning for Danmark at skulle betale nogen for at forhindre det hele i at springe i skov.
SP: Er det de ansatte i forarbejdningsindustrierne, og altså ikke landbruget, der skaber indtægterne for staten?
FS: Nej, sådan synes jeg ikke, man kan sige det. Nu har vi jo talt om den store gæld, som landbruget har. Og alle de renter, der trods dårlig økonomi i landbruget stadig betales af de fleste, ryger jo i nogens lommer. Og de betaler vel også skat. Men ja, fødevarevirksomhederne er ekstremt vigtige, og hvis vi ikke havde dem til at eksportere landbrugets produktion, var landbruget nok ikke så meget værd.
SP: Arla har, så vidt jeg har forstået, ikke noget overskud selv, men leder det videre til ejerne, altså mælkebønderne som højere mælkepriser. Men landmændenes udgifter til produktionen indgår ikke i dette såkaldte ”Arlaoverskud”.
FS: Jeg er ikke enig i din præmis. Arla har, så vidt jeg ved, lige præsenteret et regnskab, der viser ret stort overskud. Og mejeriets ejere har, igen så vidt jeg ved, ladet mejeriet beholde en del af overskuddet, så det kunne finansiere opkøb, der har ført til stor omsætningsfremgang for mejeriet. Men jeg vil gerne erkende, at jeg som journalist ikke fagligt klædt på til at gå detaljer om økonomien i de kæmpe andelsvirksomheder. Det tror jeg, man skal være ret regnskabskyndig for at kunne.
SP: Er der fremtid i at lægge hele dansk landbrug om til økologisk drift?
FS: Ikke før der er et marked for produkterne. Danmark har verdens største økologiske mejeri og slagteri, og jeg er ret sikker på, at de gør, hvad de kan for at få det marked til at vokse. Men det er ikke mig, der skal afgøre, hvilken produktionsform vi skal have i Danmark. Jeg synes, det må være op til dem, der skal producere det, at afgøre, hvad de vil lave. Og så længe det er inden for lovens rammer, har det min velsignelse.
(Her kunne vi have erindret om de 6.000 tons usælgeligt konventionelt svinekød, som er kommet på frostlager med statstilskud, men dette undlod vi for ikke at ødelægge den gode stemning)
SP: Du har været efter kritikere af landbruget, som, du mener, taler erhvervet ned.
FS: Det er et kæmpe problem for erhvervets udvikling, at det har så dårligt et image. Hvis jeg ved et middagsselskab siger, at jeg er stolt af dansk fødevareproduktion, kan jeg hurtigt komme i kraftige diskussioner med folk, der mener, det er ad helvede til. Men som reelt ikke har særlig meget viden om området. Det negative billede er kommet på grund af mange årtiers kritik – berettiget og uberettiget – og det medvirker til, at der ikke er prestige i at blive landmand. Hvis vi vil fremad, og hvis vi skal forandre landbruget, så skal vi have overskudsmennesker ind i erhvervet, men så skal det tales op først. Og folk skal generelt have en større – og frem for alt mere nuanceret – viden om, hvordan fødevareproduktion foregår.
SP: Erhvervet skal altså fredes. Man må ikke kritisere landbruget?
FS: Jo selvfølgelig. Der er masser af problemer, som skal frem i lyset og diskuteres. Mit præmieeksempel er svins mavesår, hvor producenterne i et halvt århundrede har vidst, at mange af de svin, der sendes på slagteri, har endda ret store mavesår. Den slags skal frem. Jeg så helst, at det var landbrugets egne medier, der tog den slags op, for der kan jo ikke være nogen producenter, der er tilfreds med, at det er sådan. Det samme gælder for trædepudesvidninger hos kyllinger, halte køer og meget andet. Hvis ikke landbrugets egne medier tager den salgs op, må man jo finde sig i at andre – ofte med mindre forstand på landbrugets vilkår – tager sagerne op, og så vil det blive værre at se på, end hvis landbrugsmedierne tog dem op og fortalte, hvad årsagerne er og fik eksperter til at fortælle, hvad der måske kunne afhjælpe problemerne. Så længe det ikke sker, tror jeg ikke på, at landbrugets rygte bliver bedre. Men hvis man skal være i stand til at lave den form for selvkritik, kræver det, tror jeg, at man har større overskud og tro på sig sig selv. For når man ligger ned, falder det ikke naturligt at fortælle, hvor det gør mest ondt at blive sparket.
SP: Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?
FS: Jeg har startet Verdens Rigeste Landmænd, som er en græsrodsorganisation, der skal ende med at blive til en fond, der – med midler fra frivillige donationer fra forbrugere og virksomheder – skal finansiere forskning, der kan hjælpe erhvervet med at tage større hensyn til natur, miljø, klima, dyrevelfærd og arbejdsmiljø. Jeg oplever, at store dele af befolkningen gerne så at det skete, og hvis det lykkes for mig, vil Danmark blive et globalt foregangsland for fødevareproduktion. Og danskerne vil måske få større lyst til at se, hvad deres bidrag er gået til og dermed få større indsigt i de meget komplekse forhold omkring fødevareproduktion. Det sidste er sådan set det vigtigste. For det første, fordi det forhåbentlig vil få flere til at få øjnene op for, at det kan være meget spændende at beskæftige sig med fødevareproduktion, og for det andet, fordi der er meget stort behov for, at flere træffer et oplyst valg, når de vælger fødevarer. Og hvis vi skal have verdens bedste landmænd, skal de også være verdens rigeste. Rige på indsigt, samfundssind, ideer, mod og omsorg for natur, miljø og klima. Danmark skal brandes internationalt som et land, hvor man gør en masse for dyrevelfærd, natur og klima, slutter Felix Stark og tager venligt afsked med sickpigs.dk‘s spørge- og diskussionslystne redaktør.
