ForsideFinansielle landbrugstabLeder: Venstremanden Jacob Jensen stikker en plade

Leder: Venstremanden Jacob Jensen stikker en plade

-

Jacob Jensen, Venstre.
Bag designerbrillerne, den glatbarberede hage  og det lumske fnis gemmer sig en afgrundsdyb uvidenhed om almindelig samfundsøkonomi hos den ellers veluddannede Jacob Jensen fra Tølløse. Han er faktisk cand. merc. jur. og har arbejdet i London for A.P. Møller. Det kan også være at han bare er talerør for Axelborg til gengæld for bidrag til kampagnekassen. Et folketingsvalg står jo for døren.

Jacob Jensen, medlem af Folketingets Fødevareudvalg (V), er på stemmefiskeri hos landmændene med den sædvanlige svada om landbrugets velsignelser i JP den  27. april 2015.  Blandt meget andet axelborgsk vås sætter han lighedstegn imellem eksportomsætning og indtægter til det offentlige. Han skriver bl.a:

Alligevel lægger rød blok igen og igen øgede ekstra byrder på landbruget. (…)

..det betyder tab af milliarder i eksportindtægter, som ellers kunne have været brugt til bedre skoler, sygehuse, ældre mv.

Jacob Jensen prøver at bilde os ind, at landbrugets eksportomsætning er en indtægt, der ryger lige ned i de offentlige kasser.  Det er forkert. Pengene flyder i en stadig stærkere strøm fra det offentlige og ned i landbrugets bundløse kasse. Senest hostede statsministeren op med over 800 mio. i tilskud til nye staldbygninger fra de såkaldte “landdistriktsmidler”.

Bønderne er dyrt bekendtskab

Bankerne har i følge sickpigs.dks liste vinket farvet til mindst 6 mia. kr. på grund af økonomisk ruin i landbrugserhvervet og de fleste oplever stigende bidragssatser på deres realkreditlån, bl.a. fordi kreditgiverne taber på de mange landbrugskonkurser.

Eksportselskaberne betaler en lille bitte smule skat, men er begunstiget af den meget lempelige andelsbeskatning, som næsten friholder de såkaldte a.m.b.a’er fra at bidrage til samfundet.  Landbruget modtager som bekendt fra skatteyderne mange milliarder i såkaldte “betalingsrettigheder” og nyder desuden fordele i form af lempelige miljøregler, toldbeskyttelse, lave renter, et utal af støtte- og tilskudsordninger osv.

Købt og betalt.

Omsætning er ikke i sig selv en fordel. OW-Bunkers havde en enorm omsætning, da selskabet krakkede. Irma solgte også for mange millioner, da kæden måtte bide i græsset og lade sig opkøbe af COOP. Faktisk kan det kun lade sig gøre at lave et milliardunderskud, som de danske svineproducenter, hvis de præsterer en endnu større omsætning, som cand. merc. jur. Jacob Jensen så snedigt og vildledende mærker om til “eksportindtægt“. Men han gør vel bare, hvad han bliver betalt for af Axelborg. Den ene tjeneste er vel den anden værd. Prisen kan vi kun gisne om. Vi gætter på 19.999 kr.

Landbruget skader Danmarks økonomi

Der ville være mange flere penge til at betale for “skoler, sygehuse og ældre“, hvis ikke landbruget red på ryggen af os alle sammen og  sugede penge ud af fællesskabet med stadig snedigere metoder og stadig større kraft.

Det er vi ikke i tvivl om her på redaktionen.

Se Jacob Jensens svada her: Rød bloks naive miljøpolitik i JP.