I samarbejde med svineproducenterne, der har vist stor interesse i at sprede opfattelsen, at offentlighed omkring MRSA-smitte på svinebedrifter kan virke såkaldt “stigmatiserende”, har Politikens researchafdeling foretaget en “elektronisk rundspørge” med to stærkt ledende spørgsmål.
Det ene spørgsmål lyder:
Er du enig eller uenig i dette:
“Det er min oplevelse, at det har store personlige konsekvenser at være bærer af MRSA”
Spørgsmålet har intet at gøre med, om der er offentlighed omkring MRSA smitte på svinegårdene. Man kan vanskeligt svare nej, da det jo vitterligt har personlige konsekvenser, at man smitter sin familie ved normal omgang og ikke mindst sin partner gennem seksuel kontakt. Man skal også spritte sine hænder af, før man hilser på andre mennesker.
Det andet udsagn, som landmændene skulle tage stilling til lyder:
“Jeg har ved kontakt med sundhedsvæsenet, plejehjem og lignende haft en følelse af at være udstødt på grund af frygt for smittefare ved svine-MRSA”
Nu har landbruget igen og igen slået på tromme for, at man er stigmatiseret, når man har MRSA, så alene på grund af den offentlige beskrivelse af virkningerne af at være MRSA-smittet, vil mennesker bilde sig ind, at de også er udstødte. På trods af dette viser svarene, at et stort flertal på 47% ikke har følt sig “udstødte” mens kun 30% angiver, at de har haft en sådan følelse.
Det kan indvendes, at begge spørgsmål handler om noget stærkt subjektivt, “Det er min oplevelse“, “jeg har haft en følelse“, som de fleste har svært ved at huske. Desuden er spørgsmålene ledende.
En landmand angiver i rundspørgen:
»Kom på skadestuen for at få et par sting. Blev kørt ind på et skyllerum, som en anden spedalsk og sad der en time! Gad vide, hvorfor de ældre med farlige stafylokokker ikke skal?«.
Men Politiken skriver intet om grunden til, at manden skulle vente. Det kan naturligvis skyldes, at man følger bestemte rutiner for at undgå smitte af sårbare patienter på sygehuset. Mon landmanden mener, at man skal blæse på den slags forholdsregler? Han ser ud til fejlagtigt at mene, at MRSA ikke er farligere for hospitalspatienter end andre staphylokokker.
Politiken skriver, at undersøgelsen “ikke er repræsentativ men kan udtrykke en tendens.”
Det forstår vi ikke her på redaktionen.
Læs Politikens og svineavlernes optakt til den endelige dom omkring offentliggørelse af MRSA-data omkring smittede svinebesætninger.
Multiresistent svine-MRSA: Landmænd mødes med frygt alle steder – Politiken.dk.