På sin blog www.knudvilby.dk skriver samme Knud Vilby om den skærende kontrast imellem det, som landbruget gejlede sig op til i forbindelse med mælkekvoternes afskaffelse (et krav fra WTO) og den virkelighed vi står over for nu. Knud Vilby skriver bl.a:
I april 2014 sagde Mejerforeningens formand Steen Nørgaard Madsen til Politiken, at ”efter alt hvad vi hidtil har set (af statistikker og prognoser) ser det ud til, at efterspørgslen efter mælk vil stige hurtigere end produktionen”. Mælkepriserne var høje, og de ville blive endnu højere. Mejeriforeningens formand understregede dog, at to vigtige forudsætninger var, at landmændene kunne få nye lån, samt de nødvendige miljøtilladelser (til at udvide produktionen). Mere gæld som forudsætning for merproduktion og flere arbejdspladser.
Der var ingen tvivl i prognosemagernes sind. De havde blandt andet store forventninger til eksporten til Kina.
I dag er priserne på konventionel mælk raslet ned, og meldingen er, at end ikke de mest effektive producenter af konventionel mælk kan undgå underskud. Landbrugets enorme gæld gør det hele endnu værre. Man håber, at de mest forgældede trækker sig ud af produktionen. Thomas Søby siger at det ”ser rigtig, rigtig mørkt ud nu”. Nu ved man også, at Kina har et enormt overskud af importeret mælkepulver og næppe kommer ud på markedet med det første. Søby mener nok, at det vil blive bedre på meget langt sigt, men han ved ikke, hvor langt det sigt er. Der er nok lys for enden af tunnelen, men ”ingen ved hvor lang tunnelen er”.
