På Økologisk landsforenings hjemmeside skriver man med store bogstaver:
Det lyder jo dejligt, og mange mennesker tror, at de økologiske malkekøer går og hygger sig ude på marken hele sommeren.
Men så indrømmer man, at det hele er løgn. Nu følger nemlig begrænsningerne i økokøernes adgang til de grønne enge:
Dyrene skal være på græsningsarealet minimum seks lyse timer dagligt. Det afhænger dog af, om vejrforholdene og dyrenes fysiske kondition tillader det. Syge kreaturer kan i perioder opholde sig på stald. Når dyrene er ude, skal der være adgang til læ og skygge.
Nu spørger man næppe køerne, om de synes, at det er dejligt vejr. Det bestemmer landmanden suverænt. Hvis dyrene går inde i stalden, når den årlige kontrol kommer på besøg, så skyldes det bare, at landmanden ikke lige syntes, at vejret lige var godt nok.
I gamle dage gik alle køer på græs om sommeren, dag og nat, og kom stort set kun i stalden for at blive malket og få kraftfoder.
Al mælkeproduktion indebærer, at man adskiller ko og kalv. Hos økologerne gør man det efter minimum et døgn. Men køer har stærke bånd til deres kalve. De søger, de klager de savner deres børn. Denne form for legal dyrplageri finder også sted i de økologiske besætninger.
Så økologi er i virkeligheden kun et udtryk for, at mælkeproduktionen er blevet intensiveret i store løsdriftstalde. Intensiverer man en lille smule mindre, så får man ø-mærke, og tilskud og kan for overpris sælge god samvittighed til caffelattesegmentet med deres vidunderlige små guldklumper.
Men selv økokalve får brændt hornanlægget med et 600 grader varmt stykke jern. Efter reglerne skal det ske under bedøvelse og medvirken af en dyrlæge. Men bonden må gerne selv føre brændejernet. Enhver der har haft et brandsår ved, at det gør ondt længe. Også efter at bedøvelsen ikke længere virker.
Det skriver man ikke noget om på Økologisk Landsforenings hjemmeside. Og det kan man jo godt forstå.
