Kjeld Hansen låner delvist titlen til sin seneste bog fra Vilhelm Bergsøes ”Fra Mark og Skov” et plakativt værk om danske insekter, som i Wesenbergs-Lunds bearbejdning står på hans egen boghylde.
Men dermed hører lighederne op. Ja, hans lille bog har egentlig større lighed med en anden af Bergsøes titler, nemlig ”Gjengangerfortællinger”, for Hansens lille upåfaldendt udstyrede bog er en antologi af tekster, der alle har været bragt før.
Der er ingen tvivl om, hvad Hansen har på hjerte. Han vil oprøre, fornærme, indignere og ret beset afsløre dansk landbrug og dette besynderlige erhvervs håndlangere som løgnagtige, grådige, asociale, uhæderlige og ret beset belastende elementer.
Det går fint, for hvis Hansen kan noget, som andre ikke kan, så er det at være systematisk. I alle artiklerne, der strækker sig fra 2009 til 2016, argumenterer Hansen grundigt og med akribisk præcision.
Som når kirurgen skræller en ældre mands urinrør og letter hans prostata, skræller Hansen landbrugets udflugter, desinformation og lodrette løgne af, og han gå helt ind til benet.
Man mærker et solidt overskud af dokumentation bag pointerne, og de velvalgte citater gør sagerne nærværende og nemt at blive klogere af Hansens fortællinger.
En af Hansens mesterligt gennemførte analyser er afsløringen af den systematisk gennemførte desinformation omkring kvaliteten af dansk korn. Ikke mindst den snorksovende presses passive medvirken er urovækkende, for selv om flere ministre og fremtrædende venstrefolk højlydt påstod, at dansk korn var udsultet, proteinfattigt og stor set lige til nærmeste fjernvarmecentral, så var det en lille, ret marginal blogger, som afslørede bedraget. Han ringede bare til nogle aftagere af dansk korn, et mølleri og et malteri, og de afkræftede de falske påstande, ja kornet havde ikke været bedre i 100 år, sagde de.
Elementær journalistisk arbejdsmetode, men det havde hele parnasset af kornfede journalister i dagspressen forsømt. Pinligt. Meget pinligt.
Bogens bedste historie er den om ”Den store Svinestreg”, for selv om Hansen ikke kommer helt til bunds i sagen om, hvordan Axelborg svindlede sig til mange millioner støttekroner, så afslører historien et meget uskønt parløb med ministeriet, som altså mere eller mindre aktivt muliggjorde fiflerierne. Det samme gælder den årelange svindel med brakstøttemidler, hvor EU ved et tilfælde opdagede, at tilskuddene for 2 år var uretmæssigt udbetalt til danske bønder. De fik dog lov til at beholde pengene. I stedet betalte statskassen både de 750 millioner tilbage til EU og udgifterne til en langvarig tabt retssag. Den historie får kun et enkelt afsnit på trods af, at det nok dengang var Danmarkshistoriens største svindelnummer. Hvis man går ud fra, bønderne har snydt i ikke bare to, men i alle nitten brakstøtteår, så bevarer svindelnummeret sin førsteplads også efter den seneste skandale omkring fejlagtig udbetaling af udbytteskat. Denne sag fortjener nok mere plads end det underlige indlæg med den bombastiske, ja patetiske titel ”Fremtiden tilhører en ny tids bonde”. Ja, hvem ellers, kunne man spørge.
Hansen drømte i 2012 om, at landbrugsstøtten skulle gå til andre investeringer, Fødevareministeriet nedlægges og at EU ville forlange miljømæssige modydelser for landbrugsstøtten. Det sidste ville reelt være en retfærdiggørelse af, at landbruget tager miljø og drikkevand som gidsler, og det er der vist ikke meget fremtid i. Endvidere snubler læseren over nogle sproglige muldvarpeskud, som Hansen på det seneste og især efter hovedværket ”Det tabte land” kun sjældent skyder op.
Et par eksempler er her på sin plads. Allerede i de to første afsnit ser vi Hansens dårlige vane med at kløve sætningerne helt unødvendigt:
”Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug”. Der skulle Hansen have skrevet:
Alle lande har et landbrug. Punktum.
”…men blandt alverdens nationer indtager Danmark en markant særstilling”
Bedre: Men Danmark er alligevel noget særligt. (Ordet markant er efterhånden en frase. Alting, forbedring, udvikling, indsats får dette irriterende adjektiv påklistret. Det er der ingen grund til.)
”Hos os er det landbruget, der ejer et helt land”. Igen bør man undgå kløvningen og så måske spise brød til. Men Hansen forsætter med hovedet under armen: ”…monopolet har trukket sine dybe spor gennem det yndige land.” Landbruget næppe noget monopol, og pløjeanalogien kører i grøften med det overflødige adjektiv ”dybe”. Landet er ikke yndigt mere, men det skal det ej heller være. Det yndige land er en romantisk idealforestilling, en hallucination om snoede åer og græssende køer og bonden, der lader sig køre hjem af mødige heste. Vorherrebevares, Hansen. Styr dine adjektiver: ”negative dødsspiral” (s. 90) er ligeledes lovlig pompøst. Og når ”modvillige og mistroiske bønder” ”løber fra deres frivillige aftaler” om ”pesticidhandlingsplaner, antibiotikaforbrug og udlægning af vådområder”, så er der ingen grund til at skrive, at der gør det ”hvert andet øjeblik”. Man løber jo ikke fra en frivillig aftale, Hansen. Bønderne benytter jo bare retten til ikke at overholde den. Det er altså aftalerne og ikke bønderne, der er noget i vejen med. Ret beset er en frivillig aftale slet ikke nogen aftale. Det skulle du hellere have pointeret, Hansen!
Og sådan kunne man blive ved. Som sagt er teksten fra 2012, og siden er Hansen sprogligt kommet efter sine navnebrødre, Martin Alfred og Torkild. I øvrigt sans comparation.
Og hvad skal vi så med et samleværk af denne art?
Ja, hvis man ikke vidste det i forvejen, så får man syn for sagn med hensyn til råddenskaben i både administrationens og landbrugets top. Og man begynder uvægerligt at tænke: Hvad skal vi med denne subsidierede, gigantiske, landsskadelige hobbyvirksomhed?
Var vi ikke bedre tjent uden dette monstrum?
Knud Haugmark, litteraturanmelder.
