Det resistensfremkaldende stof, zinkoxid, anvendes til økologisk produktion i Danmark, men ikke i resten af Europa, viser en undersøgelse af 101 besætninger fra 2011.
Tilsætning af zink skete hovedsageligt i Danmark, hvor der blev tilsat zink i terapeutisk koncentration i halvdelen af besætningerne. Der blev tilsat syre i 25 procent af besætningerne, og der blev tilsat antibiotika i overraskende 11 procent af besætningerne. 17 procent af besætningerne tilsatte andre additiver som probiotika, enzymer, urter/planteekstrakter, valle, torskelevertran og hvede-/havreklid.
Kilde: Store forskelle på økologisk svineproduktion i Europa
Danmark var sammen med Sverrig ene om at fodre svin med fiskemel, hvor produktionen med store industrifartøjer suger biomasse ud af havene og på den måde begrænser fødemængden for egentlige konsumfisk. Produktionen har modtaget international kritik, da den forstyrrer den økologiske balance i havene. Men det forstyrrer ikke de højhellige økologers nattesøvn.
Økologisk landsforening leverer en stribe udflugter, undskyldninger og retfærdiggørelser for anvendelsen af zink, men erkender, at forbruget er alt for højt, ja at det faktisk er overflødigt. Alligevel hælder de pavefromme økologiske landmænd det ene kilo zinkoxid i fordertruget efter det andet i såkaldte “terapeutiske” mængder.
Økologisk Frelseforening skriver bl.a. i et nyhedsbrev:
Når der anvendes zink, sker det i en periode på 14 dage efter fravænning, hvor det kan være nødvendigt at tilsætte ekstra zink til foderet for at undgå diarre forårsaget af colibakterier. Zinkforbruget i økologisk produktion er i dag højere end i den konventionelle af den simple årsag, at de økologiske grise går længere tid sammen med deres mor end de konventionelle. De er derfor større og spiser derfor mere, når de fravænnes end konventionelle grise.
Man kan altså konkludere, at valget af økologisk svinekød ikke sikrer imod resistensudvikling, selv om økogrisene kun må få antibiotika en gang i deres liv. Det fremgår også, at økologerne ikke holder sig tilbage når det gælder om at forkorte dieperioden, hvilket strider imod dyrenes natur. Den sidste bemærkning om, at der anvendes mere zink, fordi grisene er er større er vist noget vås. Hvis man lod grisene die i lidt længere tid, kunne man helt undvære zinktilsætning i foderet, hvilket erfaringer fra udlandet også bekræfter.
Ingeniøren skrev i 2015 bl.a:
Det registrerede antal smittede danskere med svine-MRSA steg i 2014 til 1.276, hvilket er tæt på en fordobling fra året før, viser tal fra Statens Serum Institut. Men formanden for Danske Svinproducenter, Henrik Mortensen, peger på, at det høje zinkforbrug er nødvendigt for dansk svineproduktions konkurrenceevne.
»Hvis man skrider ind over for brugen af zink, kommer det til at ramme os hårdt på en i forvejen presset økonomi. Hvis smågrisene skal blive længere ved soen, vil hendes cyklus blive langsommere, og dermed producerer hun mindre. Hvis man sænker niveauet af zink, vil det gå ud over konkurrenceevnen, og vi vil blive nødt til at bruge mere antibiotika«, siger han til Politiken.
Så i følge den daværende formand for Danske Svineproducenter bruger man zink for at presse flere smårise ud af søerne ved at gøre dieperioden så kort som mulig. Her holder økologerne sig altså heller ikke tilbage.
Sidst skal det anføres, at økologerne gerne må aftage såvel zinkholdig gylle fra almindelige svineproducenter som fra biogasanlæg. Der er derfor ingen som helst grund til at tro, at det økologiske areal har et lavere zinkindhold end resten af agerlandet. Det er netop blevet oplyst i Orientering, at de gyllegødede, forzinkede marker udgør en veritabel rugekasse for antibiotikaresistente bakterier. Økoarealerne er altså på dette punkt ingen undtagelse.
Hør indslaget til sidst i udsendelsen.
