Sankt Esben, den fromme. Hans treenighed af kristen fromhed, pengegaver og vennetjenester har tydeligvis overtaget pladsen fra Faderen Sønnen og Helligånden.
Mads Flarup Christensen, med titel af generalsekretær i Greenpeace norden, skriver meget fornuftigt om den miljøfjendtlige linje i regeringens politik. Den overrasker ikke, måske lige bortset fra den benhårde stædighed, hvormed den gennemføres.
Men Mads Flarup Christensen er blind for, at Lunde Larsen er købt og betalt. For et beskedent beløb fik storfiskere og andre interessenter ham til at lyve for Folketinget og dermed begå entydigt lovbrud. Der er ingen tvivl om, at også andre gennemfører deres “interessevaretagelse” ved at støtte de rigtige politiske kræfter . Og hvor mange flere millioner har ikke den agrokemiske industri, medicinalindustrien, der omsætter for milliarder i antibiotika til køer og grise eller producenter af gødning og miljøbelastende biogasanlæg?
Det hedder sig, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Men det holder vist kun så længe partistøtte fra private kan ske i ly af mørket.
Mads Flarup Christensen skriver temmelig fornuftigt men ikke særlig originalt bl.a. følgende
Her ligger altså, hvad der bør være den vigtigste erkendelse for det seneste alternative flertal i dansk politik, nemlig, at problemet er langt større end blot kvoter. Regeringens tankegang i kvotekongesagen er nøjagtigt den samme inden for landbruget, hvor ’gyllegate’, MRSA-sagen og landbrugspakken i det hele taget afslører et grundlæggende ønske om at værne om det intensive og ikke-bæredygtige. Da pakken blev vedtaget, hyldede Esben Lunde Larsen på Facebook et opgør med »miljøtyranniet«.Eller tag regeringens aktuelle forsøg på at ændre miljøloven, så stærkt forurenende havbrug rask væk kan skyde op og forvandle danske farvande og badestrande til livløse algesupper. Eller se på Kattegat, hvor Lunde Larsen ønsker at genåbne sårbare områder for bundtrawlere, stik mod svenske biologers advarsler