Axelborgs talfusk

Gamle, forkerte data danner grundlag for oppustede tal, der giver et fordrejet, nærmest løgnagtigt, indtryk af landbrugets bidrag til samfundet.

-

Fra Axelborg udbad denne sides redaktør dokumentation for forskellige påstande, der fremkom i pressen, bl.a. at landbruget eksporterer svinekød til 133 lande. Vi fik en oversigt over disse lande, men på Danmarks Statistik finder vi kun 86 modtagerlande af dansk svinekød og levende smågrise i 2016. Landbruget overdriver altså med over 50%.

Axelborgs fremsendte liste kan ses her i interaktiv form.

Danmarks Statistik viser afvigende tal og 50% færre modtagerlande kan ses her.

Redaktionen har forsøgt at få indsigt i den metode, som Axelborg har brugt for at komme op på 133 modtagerlande. Statistikchefen vil ikke udlevere datagrundlaget, da han bliver direkte adspurgt. Han prøver at slippe uden om ved for eksempel at skrive:

Jeg kan oplyse, at vi i L&F anvender Danmarks Statistiks mest detaljerede udlæsningsform (KN08), når vi ser på udenrigshandlen. Vi modtager et månedligt udtræk fra Danmarks Statistik som vi betaler for, men udtrækket er lig det du kan finde her: www.statistikbanken.dk/KN8Y . Når samtlige varenumre der har med grisekød at gøre lægges sammen, viser det at der er en eksport til 133 lande i 2016.

[—]

Venlig hilsen

Finn Christensen
Statistikchef
Samfunds- & Erhvervsøkonomisk Analyse
Landbrug & Fødevarer

Det kunne vi ikke finde ud af, så vi spurgte igen for blot at få en lang næse. Statistikchefen mener nemlig, at det er os, der skal skaffe dokumentationen for det statistiske pølsesnak, som Axelborg leverer. I øvrigt inkluderer han alle poster, “der har med grisekød at gøre”, mens hans medarbejder oplyser, at der er tale om “grisekød”.

Axelborg opgør eksporten i 2016 til  DKK 30.378.296.586, men her regner man med det højest mulige tal, nemlig købers betaling for varerne. Hvis altså en svensk fødevarekæde køber noget dansk hakkekød og kører det til Sverige, indregnes udgifterne til den transporten og avancen til den danske eksportør.

Danmarks Statistik ender på DKK 25.043.978.000, så landbruget overdriver her med 21%

I en økonomisk analyse med den chikke titel “Svineproduktionens økonomiske fodaftryk” fortæller man begejstret, at svineproduktionen og de såkaldte “afledte effekter” beskæftiger 33.000 mennesker og bidrager til “nettovalutaindtjeningen” med over 20 mia.

Opgørelsen baserer sig på noget så esoterisk som “Landbrug & Fødevarers output-input model”, og altså ikke Danmarks Statistiks metoder.

I en fodnote i dokumentet dateret 2017 oplyser man redeligt, at der er tale om “foreløbige tal” for 2014-2016, og at tallene kan ændre sig efterhånden som Danmarks Statistik får færdiggjort materialet.

Men Landbrug & Fødevarer har ikke opdateret deres opgørelse endnu, selvom enhver kan hente tallene på nettet.

L&F skriver for eksempel, at beskæftigelsen i svineproduktionen er på 12.000 personer i 2014-2016. Men Danmarks Statistik vil kun være med til ca. 10.000. L&F overdriver altså denne gang med 20%.



Tallene for beskæftigelsen i slagterierne er ligeledes oppustede i Axelborgs “input-output” model.

Her skriver man, at der på slagterierne arbejdede 10.000 mennesker i 2014 – 2016, men tallet er raslet ned og er i 2015 nede på godt 7.000.



Det sidste praleri i oversigten over svineeksportens fodaftryk lyder, at den bidrager med 20 mia. til “nettovalutaindtjeningen”. Dette begreb er lige så Axelborgsk som deres “input-output” model. Tallet er ret lige gyldigt, da det ikke siger noget om erhvervets værdiskabelse eller egentlige overskud. Det antyder lidt om omsætningen, men forstyrres af, at man indregner køberens omkostninger i “eksportværdien”.

Eksporten af svinekød finansieres nemlig i høj grad med indenlandske kreditter, som bondemanden binder i halen på sine svin, for at få dem solgt på et stærkt konkurrencepræget marked, hvor danske landmænd er sakket agterud for længe siden.

Kun med konstante pengetilførsler fra det offentlige og  ikke mindst i form af gældsstiftelse, kan svineproduktionen fortsætte sit stadig hastigere dødsridt.

Axelborgs overdrivelser af svineproduktionens fodaftryk