Dyrenes Beskyttelse har pr. 1 januar sammen med blandt andet Økologisk Landsforening indgået en ny “brancheaftale”, som stiller højere krav end EU-regler og Ø-mærket.
Det kræves bl.a. at der skal plantes nogle træer på markerne, hvor de økologiske søer øffer rundt med deres afkom, sådan at de kan ligge i skygge om sommeren. I en pressemeddelelse skriver dyrenes beskyttelse bl.a:
Træer i farefolde har ud over at give skygge til grisene også den miljøfordel, at de opsamler næringsstoffer fra grisene, binder CO2 og producerer klimaneutral energi.
De to sidste ting har ikke så meget med dyrevelfærd at gøre, og de udelukker i øvrigt hinanden. Enten binder træerne CO2 eller også producerer de klimaneutral energi. Man kan selv hos dyrebeskytterne tage munden for fuld.
Men nu skal de små nuttede grisebasser jo ikke vente til træerne er vokset helt ind i himlen, så indtil da er det tilstrækkeligt at lave en bagdør i de blikhytter, der står ude på markerne allerede. Der kan smågrisene så ligge og stege i deres eget fedt, hvis de ellers er heldige nok til at undgå at blive mast under soen. Økogrisene har 30% højere dødelighed blandt smågrisene. Det er da vist heller ikke så lige til at plante en skov i en svinesti. De store dyr æder de unge træer, hvis de ikke bare jokker dem ned eller lægger sig på dem. Men drømmen om den lykkelige gris der ligger og øffer veltilfreds i træernes skygge har fast rod hos drømmerne i Dyrenes Beskyttelse.
Det er også et krav, at grisene fravænnes i gennemsnit efter syv uger. I gennemsnit altså, hvilket giver bonden alle muligheder for at variere fravænningsperioden. Hvis han lader en enkelt gris gå sammen med sin so-mor i 16 uger, som er det naturlige, så kan han sagtens skære i fravænningstiden for en håndfuld andre grise uden at bryde reglerne.
Man stiller endda krav om (surprise!!!), at grisene kun skal fodres med økologisk foder, som i parentes bemærket gerne må gødes med traditionel gylle. Om dette også gælder soya fra Sydamerika vides ikke. Og heller ikke om dette kan kontrolleres.
Og så forlanges det, at besætningen skal have en sundhedsrådgivningsaftale. Det har de fleste svineavlere allerede, for det sikrer nemlig landmanden fuld kontrol over dyrlægen, så han ikke bliver for emsig i sin lovbefalede kontrolfunktion. Så risikerer han nemlig at miste den lukrative sundhedsaftale med landmanden. At det skulle hjælpe på dyrevelfærden, kan vi ikke se her på redaktionen. Det forlanges også i brancheaftalen, at der skal være ti meter imellem bygningerne. Og at sådan fortsætter de mærkelige, kosmetiske krav, hvor bedøvelse ved kastration, forbud imod halekupering og ringning af søerne glimrer ved deres fravær. Antibiotika, dyrlægernes dobbeltrolle, MRSA og zink i foderet forbigås også i andægtig tavshed. Man har vel pli.
Aftalen ligner mest af alt et figenblad, som foreningen kan dække sig med mens kronerne fosser ind på kontoen fra Den økologiske Landbrugsfond. I følge dennes seneste regnskab fra 2015 hentede Dyrenes Beskyttelse 100.000 kroner i denne fond.
Det skulle vel være nok til at holde sin kæft med al det der kastration, og ringning og halekupering, børnedødelighed osv, skulle vi mene.
Men vi ved ikke, om der er en sammenhæng.
Kilde: Mere dyrevelfærd i dansk økologi | Dyrenes Beskyttelse
