Det sidste antibiotikum, Colistin, som stadig virker over for de fleste resistente sygdomsbakterier, må i Tyskland bruges for eksempel i kyllingefabrikker. Resistente bakterier er fundet i flodsediment og det anses for sandsynligt, at de stammer fra fjerkræfabrikken.
I udsendelsen på ARD/Panorama forklares der grundigt (de er jo grundige de tyskere!!!) over 11 minutter om problematikken. 6 minutter inde i udsendelsen kan man høre en dyrlæge, der med et skævt smil forklarer, at han med god samvittighed fordeler Colistin til alle 40.000 kyllinger i en stor stald for at skaffe kunderne billigt kød.
Læger og mikrobiologer er bekymrede over udviklingen og en udtaler sig til fordel for, at Colistin helt afskaffes inden for landbruget.
Det gule gummikort
I Danmark har man lavet er gummiregel, der skal begrænse brugen af Colistin, ved at det nu “vejer tungere” i medicinregnskabet. Vi skal så bildes ind, at landmændene undgår stoffet, fordi risikoen for at modtage et såkaldt “gult kort” stiger. Men risikoen er den samme, idet gult kort grænsen er fastlagt som gennemsnitsforbruget plus 20%. Og det eneste der sker er i øvrigt, at man kommer under tilsyn, så forbruget bliver sat ned igen, med mindre altså, at alle andre bruger mere og på den måde hæver gennemsnittet og dermed grænsen for det såkaldte gule kort. Hvis det går så gant, at forbruget ikke er faldet efter 12 måneder, så kan man blive pålagt, at hyre en ny dyrlæge. Det kaldes “Rødt kort”.
DTU skriver på nettet bl.a:
“Bekymrende udvikling i colistinforbruget
I modsætning til det generelle fald i antibiotikaforbruget blandt svin er brugen af colistin fordoblet fra 409 kilo i 2009 til 825 kilo i 2015. Stigningen skyldes næsten udelukkende et større forbrug blandt fravænningsgrise.”
”Stigningen i colistinforbruget er ikke hensigtsmæssig, da det er en type antibiotikum, som bruges til at behandle alvorlige bakterielle infektioner hos mennesker, hvor andre antibiotika ikke virker,”
Colistinresistensen fremmes af svineproducenterne
Der har været bekymring omkring anvendelsen af Tetracykliner, som også anvendes til mennesker, og her er forbruget dalet. Men i stedet ser det ud til, at svinebønderne sammen med deres dyrlæger er gået over til Colistin. Grunden er, at smågrisenes tarmbakterier er blevet resistente over for stort set alle andre antibiotika.
Efter at Colistin i 2017 vægtedes højere med en faktor 10 i landmandens medicinregnskab skulle forbruget angiveligt være faldet. Det har ikke været muligt at verificere dette ud fra indberetninger af forbruget.