I Sverige er kødforbruget nu faldet til 2009 niveau, ganske vist fra et meget højt niveau, og i Danmark har en undersøgelse foretaget af Landbrug og Fødevarer vist, at flere og flere unge mennesker har kødfrie dage og vender sig imod den plantebaserede kost. Tendensen næres af klimahensyn, sundhed og gastronomiske hensyn. Nogle mener simpelthen, at planter ser bedre ud og smager af mere end en branket steak eller nogle røgede, salte pølser.
Man kan undre sig over, at Karen Hækkerup slet ikke forholder sig til denne udvikling, men vinker farvel til fremtidens hjemmemarked med et håb om, at hendes medlemmer kan lave kød med mere dyrevelfærd. Det har man prøvet: Frilandsgrise, anbefalinger fra Dyrenes Beskyttelse, såkaldt økologisk drift, 1-3 hjerter for dyrevelfærd osv, men det virker altså ikke.
Heldigvis kommer EUs pengetank til hjælp og køber op til “interventionspris” af for eksempel tørmælk, så produktionen holdes i gang, selv om produkterne efter nogle måneder kasseres som uegnet til menneskeføde. DR.dk skriver bl.a:
På trods af udsigten til en generation af forbrugere, som spiser mindre kød, ser brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer ingen grund til at reducere kødproduktionen herhjemme.
Karen Hækkerup, adm. direktør for Landbrug og Fødevarer udtaler til DR.dk
– Vi skal se det som en mulighed for at producere det kød, som de gerne vil spise. Kan vi producere kvalitetskød med en højere dyrevelfærd, kan vi også få en højere betaling for det.
Mad udgør i gennemsnit en fjerdedel af danskernes klimabelastning.
Source: Line skærer ned på kødet: Flere unge bliver ‘fleksitarer’ | Indland | DR