ForsideDen økologiske illusionLeder: Verden vil bedrages

Leder: Verden vil bedrages

Illusionen om illusionen

-

Her på siden har vi i årevis skoset de skinhellige økologer, der scorer enorme tilskud for at flytte rundt på de såkaldt økologiske arealer eller sælger økologiske varer, som kun adskiller sig marginalt fra de konventionelle.

Vi kalder det den økologiske illusion. En passende betegnelse, fordi der ikke findes videnskabelig evidens for, at miljøet bliver bedre, der hvor økologerne huserer. Naturligvis er anvendelsen af Round Up og mange pesticider udelukket, formelt set, men kontrollen er meget overfladisk, en årlig gennemgang af det, som landmanden selv har skrevet op om driften, så det er ret nemt at snyde.
Vi har påvist, at økologernes anvendelse af almindelig gylle sandsynligvis fører til større husdyrtryk og udvaskning af både næringsstoffer og tungmetaller. Og klimabelastningen er ikke spor mindre fra en økologisk kvægbesætning end fra en konventionel.
Men illusionen stikker dybere.

muh
Mobbing af økokøer har spredt sig til de grønne enge. Her mopser tre konventionelle kvier i marsken lidt uden for Ribe

De ”krav” som økologerne skal opfylde hviler ikke på faktuel viden, men på hvad kunderne tror.
For eksempel tror kunderne, at de stakkels køer, der skal slagtes kører rundt i en lastbil i hele og halve døgn. Et økologisk krav om, at de kun må køres 8 timer bestyrker deres illusion. Nu er det ret belastende for en flok køer selv at stå oprejst i 8 timer, men i Danmark er der kun få timers kørsel til nærmeste slagteri, hvor køerne kan blive aflivet.
Kravet til bedøvelse er:

Der skal anvendes boltpistol med penetrerende bolt.

Ja, hvilket er et helt klart krav i henhold til dyreværnsloven, der omfatter alle køer.
Men økokunden tror, eller skal tro, at andre køer lider mere end økokoen, der kommer af dage på en behagelig måde med kraniet gennemhullet af en ”penetrerende bolt”. Det er jo økologisk, så er det nok bedre, ræsonnerer kunden lidt bagvendt. Ingen modsiger ham eller hende.
Køer kom for fyrre år siden ud på marken for at æde. Ikke for at nyde solskinnet, eller hygge sig med at tygge drøv. De skulle producere mælk og æde så meget som muligt. Ud på marken i al slags vejr. Nu synes køerne angiveligt, at det sjovt at æde der, hvor de andre køer har skidt og pisset!

Der er ingen evidens for, at køerne ikke hellere vil ligge hjemme i stalden og tygge drøv på en ren gummimåtte. Det poppede græsningskrav til økokøer hviler på, at kunden tror, at det er dejligt for køerne. Lige som kravet om, at øko-kalve skal fodres med komælk i tre måneder. Kunden tror fejlagtigt, at de dier ved deres mor, og der skal nok være en nybagt mor eller to, der vælger økomælk, fordi hun har dårlig samvittighed over at vælge karrieren frem for en lang ammeperiode. Det samme gælder anprisningen af, at økokalve er dobbelt så længe sammen med deres mor. Det lyder sympatisk, men er uden praktisk betydning. Kravet er 24 timer, umuligt at kontrollere, og de fleste køer, øko eller ej, dier i et par dage eller tre. Men så er det slut.
Et krav om, at køerne skal have mindst 60% grovfoder, hviler på samme måde på, at kunden tror, eller skal tro, at køer fodres forkert eller unaturligt. Men alle køer får masser af grovfoder, hø, græs, ensilage, roer osv. Økokøer yder op til 60 kilo mælk dagligt, de skal tappes af malkerobotten mange gange om dagen, men det kan kun lade sig gøre med et ordenligt skud kraftfoder, som man kalder unaturligt foder som sojaskrå og korn. Op til 50% i malkeperioden er tilladt hos de fromme økologer.
Og sådan kunne man blive ved. Men kun fordi kunderne vælger den behagelige illusion for med forfalsket god samvittighed at lægge ost, smør og mælk i indkøbskurven.
Verden vil bedrages.